Shine samler alt til små virksomheder under ét brand
Martin Hegelund og Rico Andersen - de to medstiftere af Shine. Foto: Shine

Shine samler alt til små virksomheder under ét brand

Danske Ageras skifter navn til Shine for at samle sine finansielle løsninger til små og mellemstore virksomheder. Navneskiftet skal understøtte virksomhedens europæiske ambitioner og dens position som en alt-i-én finansiel platform

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen

Det danske softwarefirma Ageras skifter navn til Shine, og navneskiftet markerer et vigtigt skridt i virksomhedens vækstrejse mod at blive en alt-i-én-finansiel løsning for små virksomheder i hele Europa. Den danske virksomhed opkøbte sidste år det franske selskab Shine og ønsker nu at kombinere sit regnskabsprogram med bankprodukter.

- Navnet ‘Shine’ kom helt naturligt. Udover allerede at være et stærkt brand, kendt af 24% af små virksomhedsejere i Frankrig - et af vores nøglemarkeder - udtrykker det ambitionen om at gøre livet som virksomhedsejer lysere og nemmere, forklarer Rico Andersen, CEO i Shine.

Siden grundlæggelsen i København i 2012 har virksomheden udviklet sig til en paneuropæisk virksomhed, hvor mere end 80% af kunderne i dag er uden for Danmark.

En finansiel 'copilot' Med skiftet ønsker Shine at tilbyde en integreret platform til små virksomheders behov inden for regnskab, bank og administration. De traditionelle finansielle løsninger er ofte skabt til større virksomheder og efterlader små virksomheder med komplekse og usammenhængende systemer.

- Shine er her for at fjerne barriererne. Ved at skære igennem det administrative kaos giver vi små virksomheder friheden til at fokusere på det, der virkelig holder dem i live – at drive deres forretning, siger Rico Andersen.

Medstifter Martin Hegelund ser navneskiftet som en del af den oprindelige ambition.

- Da vi startede i 2012, var vores ambition at give små virksomheder indsigt og kontrol over deres virksomhed. I dag gør vi det nemmere end nogensinde før at drive virksomhed. Navneskiftet til Shine er en naturlig forlængelse af den rejse.

Fra København til hele Europa Shine er allerede aktiv i Danmark, Tyskland, Holland og Frankrig. Udvidelsen forventes at accelerere, da nye regler gør cloud-baseret regnskab obligatorisk i store dele af Europa.

- Vi bygger en platform, der sætter små virksomheder først - og giver dem adgang til de digitale værktøjer og services, de behøver for at få succes. Vores vækst viser, at behovet er tydeligt, og at der er plads i Europa til mere end blot de dominerende giganter, siger Rico Andersen.

Shine har investorer som Investcorp, Coller Capital, Folketrygdfondet og Lazard i ryggen. Virksomheden har omkring 400 medarbejdere i Europa og mere end 350.000 små virksomheder bruger deres platform. Navneskiftet implementeres gradvist, og i løbet af 2026 lanceres en ny visuel identitet, der samler alle produkter under Shine-brandet.