Styrker det samlede løsningsudbud
Jan Skelbæk

Styrker det samlede løsningsudbud

Atea styrker sin forretning inden for software med ny direktør

Del artiklen på

Jan Skelbæk, der kommer fra en stilling som nordisk direktør i Symantec, tiltræder som direktør for Atea Software - Ateas nye selvstændige forretningsområde.

Jan Skelbæk, 54 år, tiltræder som direktør med ansvar for Ateas softwareforretning. Dette bliver samtidig en selvstændig forretningsenhed i Atea A/S. Formålet - både med ansættelsen og udskillelsen af forretningsområdet - er at styrke softwaresalget i Atea yderligere.

Gennem de sidste tre år er Atea A/S omsætning på det danske softwaremarked steget til knap en milliard DKK, og koncernen opjusterer nu sit fokus på området, da ambitionerne om vækst rækker endnu videre.

- Vi ved, at Atea kan få en endnu større del af softwaremarkedet i Danmark. Det kræver, at vi fortsætter med både at være knivskarpe på vores traditionelle software og licensrådgivning, og vi samtidig imødekommer kundernes ønske om, at vi også implementerer softwaren i et sammenhængende forløb, siger administrerende direktør Claus Hougesen, Atea A/S.

Atea har en markedsposition ved både at have licensrådgivning, services og consulting under samme tag.

- Software udgør lige nu cirka 17 procent af Ateas omsætning, og vi har derfor valgt at udskille området til et selvstændigt strategisk forretningsområde. Det er derfor en stor fornøjelse, at Jan Skelbæk i dag tiltræder som direktør for Atea Software. Jan er en stor kapacitet inden for både software og løsningsområdet, og vi ser frem til, at han nu bliver en del af Atea og kan styrke vores samlede løsningsudbud til kunderne, siger direktør Claus Hougesen.

Jan Skelbæk, der i dag tiltræder stillingen som direktør for Atea Software, har et solidt kendskab til software- og it-branchen. De seneste otte år har Jan Skelbæk været nordisk direktør for Symantec, og før da havde Jan Skelbæk en lang karriere i Oracle gennem 14 år.

-hawin