Sundheds-it skal ud til alle
Philips Healthcare har en vision om, at sundhedsprodukter skal ende med at blive forbrugerprodukter
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
Udviklingen er klar, sundhedsprodukter til hospitaler og private nærmer sig hinanden. De løbeure, pulsmålere, vægte og andet, som vi omgiver os med i hverdagen, bliver i stigende grad til produkter, som kan hjælpe os med at få styr på vores sundhed.
Men naturligvis er der en stor forskel på et løbeur og det udstyr, som hospitalet benytter til at måle din puls med – for slet ikke at tale om blodtrykket og måske fedtprocenten. Alligevel så er Rasmus Vestergaard, Head of Brand, Marketing & Communications hos Philips Nordic, ikke i tvivl om, at det udstyr, som folk bruger i hjemmet, bliver mere og mere avanceret, og dermed nærmer det sig det udstyr, som hospitalerne bruger.
- I løbet af 2020 vil supersygehusene komme, og det betyder også, at der kommer færre senge, så folk vil skulle være mere hjemme, og det sætter krav om, at folk skal kunne have hjemmeudstyr. Men det betyder også, at udstyret skal være let at bruge, og dermed nærmer det sig det traditionelle løbeure, pulsmålere og lignende, forklarer Rasmus Vestergaard til IT-Reload.
Derfor satser Philips Healthcare da også på sundhedsprodukter, som skal være med til at forebygge og forudsige.
- Det betyder ikke, at vi vil til at konkurrere med fitness-udstyr. Vores fokus bliver at holde øje med helbredet og helst også at kunne forudse, om folk er i risikozonen for f.eks. hjerteanfald og lignende, fortæller Rasmus Vestergaard.
Det handler om forebyggelse
Netop situationen med at holde øje med folks sundhed løbende er med til at kunne forebygge. For en løbende overvågning vil opsamle vitale data, og de data er essentielle, når det kommer til healthcare.
- Vi har algoritmer, der kan forudsige f.eks. hjerteanfald på hospitaler, og det er fint nok. Men hvad nu hvis du er kroniker og ikke ligger på et hospital? Ud fra de data vi samler op løbende, kan vi forudsige problemer, før de sker, og vi kan måske endda få folk til at motionere mere, siger Rasmus Vestergaard.
Jens Ole Pedersen, District Manager hos Philips Nordic, fortæller, at ved at holde øje med blandt andet kronikere så kan de forudsige hændelser ud fra det, folk går og laver her og nu.
- Vi har udstyr, du bærer på dig, en sensor, der måler, om du er faldet. Men udover at måle om du rent faktisk er faldet, så kan vores lidt mere. Den har indbygget algoritmer, der kan kontakte plejepersonalet og fortælle, at patienten muligvis vil falde snart, fordi hun ikke har drukket nok vand, forklarer Jens Ole Pedersen.
Derfor lancerer Philips her i 2017 da også et specielt smartwatch til kronikere, som er en del af en test, hvor Philips ønsker at satse stadig mere på sundhed og sunde produkter.
- Vores fokus er på at øge livskvaliteten, og vi tester sammen med det nye smartwatch en open source sundhedsplatform, Health Suite, et slags CRM-system for sundhedsdata, forklarer Rasmus Vestergaard.
Forebyggelsen er dog ikke kun forbeholdt hjemmet, for også rådgivende jordemødre, læger og tilsvarende kan i de små landbyssamfund have glæde af sundhedsprodukterne.
- Vi vil gerne bringe sundhedsløsningerne længere ud endnu, og derfor skal vi have de ultraportable løsninger. Derfor arbejder vi på at få mast teknologien sammen på en lille plads, så løsningerne bliver lettere at bruge, forklarer Jens Ole Pedersen.
Rasmus Vestergaard fortæller, at han oplever en stor konsensus om, at sundhed er vigtig, men han ser også en eksplosion af sundhedsudgifterne, hvis vi fremskriver udviklingen, som den ser ud i dag.
- Og det er den virkelighed, vi bliver konfronteret med ude hos kunderne. De vil have mere og bedre sundhed, men for færre penge, og det er så op til os som teknologivirksomhed at komme med løsninger, der gør det samfundsmæssigt bedre men økonomisk billigere, pointerer Rasmus
Vestergaard.
Vil udfordre markedet
Det er faktisk en udvikling, der passer Philips Healthcare ganske godt, for de ser det som en velkommen mulighed for at blive en ’disruptor’ i markedet. F.eks. så vil de klart gøre brug af muligheden for at scanne via en iPhone, hvis det på et tidspunkt bliver teknisk muligt.
- Men det giver en udfordring for producenterne. For af alle de gadgets, der er på markedet i dag, er der kun ganske få, der er registeret som et klinisk produkt, siger Jens Ole Pedersen.
Netop den registrering er nødvendig, hvis du skal kunne integrere et sundhedsprodukt i de store dataplatforme, for det skal verificeres, at udstyret måler korrekt.
Et eksempel på klinisk godkendt udstyr, der gør en stor hjælp, er udstyr, der overvåger blodbilledet på en kræftpatient. Her kan man måle, om immunforsvaret er flået helt ud. Normalt skal du ind på hospitalet for at få klaret den opgave, og det er en opgave, der ikke er ressourcer til, og derfor gives den optimale behandling ikke altid.
- Ved at måle hjemme, og måske endda måle en til to gange om dagen, så kan lægerne følge den enkelte patient tættere. Patienten får en bedre behandling og et bedre liv, og lægerne skal kun blande sig, når der virkelig er grund til det, siger Jens Ole Pedersen.
Rasmus Vestergaard slutter af med at fortælle, at områder som sund livsstil, forebyggelse og ’home care’ er områder, der kommer til at ske rigtig meget i, allerede i år.
- Patienter og forbrugere vil nemlig godt tage hensyn til deres eget helbred, siger Rasmus Vestergaard.
Hans kollega Jens Ole Pedersen supplerer med at fortælle, at ikke alt sundhedsudstyr behøver at være bundet sammen med aktuel behandling, meget vil hjælpe forebyggende.
- F.eks. en tandbørste, der overvåger dine tænder, og som fortæller dig, om du børster godt nok. Den type nudging er vigtig og stadig mere brugt, og når vi ved, at der er en direkte sammenhæng mellem antallet af bakterier i mundhulen og sandsynligheden for et hjertetilfælde, viser det hvor lidt, der skal til for at forbedre vores helbred, slutter Jens Ole Pedersen.