Tårnhøje energiafgifter skræmmer datacentre væk
Danmark er tæt på at være det perfekte sted for virksomheder at placere deres datacentre, hvis det ikke lige var fordi vi har Europas højeste energiafgifter.
Del artiklen på "Rent geografisk ligger vi godt placeret, og så er Danmark geostabilt, så vi oplever aldrig naturkatastrofer af nævneværdig karakter," siger Christian Holm, salgs- og marketingsdirektør hos GlobalConnect A/S.
Sammenholdt med et politisk stabilt klima og et meget højt uddannelsesniveau, gør det Danmark til et rigtig godt sted at placere datacentre, men det sker kun i ret lille grad, og det ærgrer Christian Holm, der rigtig gerne så, at virksomheder som Facebook og Google placerede deres datacentre her.
"Et datacenter er et kraftcenter, eller knudepunkt, der helt pr. automatisk tiltrækker innovationsvirksomheder, der placerer sig fysisk tæt på datacentret," fortæller Christian Holm.
Grunden til at datacentre er så vigtige for innovationen er, at informationsvirksomheder gerne vil placere sig tæt på et datacenter for at nyde godt af den gode infrastruktur, nem adgang til faciliteterne i datacentret, og så er det attraktivt at ligge i et innovativt miljø.
Et eksempel er da Facebook placerede deres nye datacenter i Lulå i Sverige. Selvom om et datacenter kun beskæftiger ganske få medarbejdere, så blev der skabt ikke mindre end 3.500 arbejdspladser som følge af Facebooks nye datacenter.
"Det datacenter burde have ligget i Danmark, men når vi har Europas højeste el-priser, så er der intet incitament til at placere det her. Og derfor kan vi jo passende stille spørgsmålet, om det stiller os godt i den internationale konkurrence med så høje el-priser," siger Christian Holm.
At el-priserne er en stopklods for etablering af datacentre vises tydeligt, når virksomheder vælger at placere datacentre tæt på en islandsk vulkan, fremfor at placere det i Danmark.
For Danmark bliver problemstillingen ekstra stor, for vi skal leve af innovation, og den kommer nedefra, blandt andet fra de virksomheder, der opstår i kølvandet på et datacenter.
"Men det går Danmark altså glip af, når vi ikke får datacentrene til Danmark," siger Christian Holm og slutter:
"At vi så samtidig er nødt til at sende al den varme et datacenter genererer op i den blå luft, på grund af helt andre afgifter, er en helt anden og meget tankevækkende sag."
-mo