TDC henter ny chef til NetDesign
TDC Erhverv øger fokus på integratør-forretningen og henter erfaren profil til at stå i spidsen
Del artiklen påDen 10. oktober lancerede TDC Erhverv en plan for at give integratør-forretningen en stærkere og mere selvstændig profil.
- Vi har besluttet at genetablere NetDesign som brand og enhed, fordi konkurrencen er intensiveret, og integratør-markedet er specialisereret, og vi mener at et skarpere fokus vil give større værdi til vores integratør-forretning og vores kunder, fortæller Marina Lønning, der er koncerndirektør i TDC Erhverv.
Marianne Horstmann tiltræder stillingen som ny Senior Vice President i TDC Erhverv og chef for ”det nye” NetDesign. Hun har siden 2014 været medlem af Atea Danmarks direktion, hvor hun har haft stillingen som Senior Vice President for it-tjenester og outsourcing, ligesom hun også tidligere i karrieren har været ansat i TDC Erhverv.
- Marianne Horstmann har stærke kompetencer indenfor IT og telecom samt bred erfaring fra branchen. Sammen med resten af NetDesign-holdet bliver hendes opgave at give integratør-forretningen en stærkere og mere selvstændig profil, så den bedre kan skille sig ud i et konkurrencepræget og specialiseret marked, siger Marina Lønning.
- Vi ser på integratør-forretningen som en forretning, der skal vokse i fremtiden. Derfor laver vi denne fokusering, så vi får en større del af et marked i vækst.
Marianne Horstmann starter i sin nye stilling den 1. december.
Om Marianne Horstmann
Marianne Horstmann, er ansat i TDC Erhverv som Senior Vice President og chef for NetDesign. Marianne har en kandidatgrad inden for svagstrøm fra Danmarks Tekniske Universitet og har siden 2014 været medlem af Atea Danmarks direktion, hvor hun har haft stillingen som Senior Vice President for it-tjenester og outsourcing. Inden da var Marianne fra 2005 ansat i HP senest som regionsdirektør i Vesteuropa for Communications & Media Solutions. Marianne har også tidligere været ansat i TDC Erhverv fra 2001-2005, og 1. december vender hun hjem til TDC.
- lb