TEST: Honor 9 en billigere udgave af Huawei P10

TEST: Honor 9 en billigere udgave af Huawei P10

Hvis du leder efter en hurtig smartphone med et godt kamera, og vil du ikke give så meget for mobilen, så tjek lige Honor 9 ud. Den er i virkeligheden en Huawei P10, med ganske få ændringer, og du får vildt meget mobil for pengene

Af Tech-Test

Huaweis brand Honor, var oprindelig et mærke de indførte for at få fat i det marked der ville have en discount-mobil. Men over årene har Honor-brandet ændret sig, og i dag er det både avancerede og flotte mobiler der kommer med Honor-stemplet.

Honor 9 henvender sig primært til den unge generation der ønsker et kamera og masser spændende muligheder. Det skrev vi om da mobilen blev lanceret i Berlin i sommers.

Da vi kiggede mobilen lidt efter i sømmene, var det tydeligt at mobilen mindede utrolig meget som mobilen Huawei P10 som vi testede tidligere på året. Faktisk var det på specifikationssiden kun størrelsen og så en optisk billedstabilisator hos P10, der adskilte de to mobiler fra hinanden.

  Honor 9 Huawei P10
Skærm 5.1″ 5.1″
Størrelse 147.3 x 70.9 x 7.45 mm 145.3 x 69.3 x 6.98 mm
Vægt 155 gram 145 gram
Processor Kirin 960 octa-core (4x 2.4 + 4x 1.8GHz) Kirin 960 octa-core (4x 2.4 + 4x 1.8GHz)
Batteri 3.200 mAh 3.200 mAh
Lager (ROM) 64GB 64GB
Lager (RAM) 4GB 4GB
Lager udvidelse Op til 256 via microSD Op til 256 via microSD
Kamera bagside 12MP + 20MP AF linse 12MP + 20MP AF linse
Kamera bagside opløsning op til 5.120 x 3.840 op til 5.120 x 3.840
Kamera bagside videoopløsning op til 3.840 x 2.160 op til 3.840 x 2.160
Optisk billedstabilisator nej ja
Kamera front 8MP 8MP
Kamera front opløsning op til 3.264 x 2.448 op til 3.264 x 2.448
Kamera front videoopløsning op til 1.920 x 1.080 op til 1.920 x 1.080
WiFi 802.11 a/b/g/n/ac 2.4 + 5G 802.11 a/b/g/n/ac 2.4 + 5G
Bluetooth Usb 2.0 Usb 2.0
Pris set til 3.650 kroner set til 3.950 kroner

P10 har dog fået stemplet ”Leica” på bagsidekameraet, hvilket Honor 9 ikke kan prale med. Men forskellen mellem kameraet i de to mobiler er så lille, at vi seriøst mistænker Honor 9 for at have samme fortrinlige kamera som P10 er udstyret med.

Det elegante design

Honor 9 er, som du kan ses på specifikationerne, en anelse større end Huawei P10, men det ændrer ikke en tøddel ved, at det er en elegant mobil.

Materialevalget er godt og den måde lyset bliver fanget og reflekteret giver den et ekstra elegant udseende.

Fingeraftryksscanneren er lynhurtig og den kan både fungere som en multifunktionstast, hvor alle funktioner ligger direkte i knappen, eller den kan være en ’hjem’-tast, hvor der så bliver aktiveret to soft-taste ved siden af ’hjem’-tasten.

Skærmen er utrolig flot, billedet står knivskarpt og det er en fornøjelse at arbejde på skærmen, den er nemlig utrolig responsiv.

Hurtigere på samme hardware

Vi startede vores test med benchmarke Honor 9, og for god ordens skyld, så gjorde vi det samme med Huawei P10, bare for at se. Og resultatet undrede os en del. For umiddelbart er de to mobiler ens når vi kigger på hardware, operativsystem og GUI-version.

Men ikke desto mindre så fik vi markant bedre scores på Honor 9 end P10. Antutu giver Honor 9 hele 150.987 mens den ’kun’ giver P10 en score på 124.713.

Forskellen ligger på to områder. 3D-ydelsen er markant bedre på Honor 9 med en score på 57.207 mod 36.717 på P10. Cpu’en får også en lidt bedre score, men kun meget lidt, nok til at sige at de faktisk er ens.

Så et eller andet har Huawei gjort ved Honor 9 for at få den til at yde markant bedre på grafiksiden, end den mobil den i øvrigt er stort set ens med. Hvad det er ved jeg ikke, men mere af det tak – det kunne mærkes, og i spil er det virkelig markant. Grafikken er markant bedre og afvikles flydende.

Kameraet – en virkelig vinder

Honor 9 er udstyret med to linser. En på 12MP og en monokrom på 20MP. Sidstnævnte bruges til at lave ægte sort/hvide billeder og ikke mindst hvis du gerne vil tage billeder i 20MP opløsning.

Det sidste er dog at snyde en anelse, for farvelinsen tager kun billeder i op til 12MP, så den information skal så kombineres med sort/hvid-billedet fra 20MP-linsen. Samtidig sker der det, at hvis du vælger at optage i 20MP, så kan du ikke zoome når du tager billeder.

Zoom-funktionen er, hvad Huawei kalder for en hybrid-zoom. Det vil sige at du får optisk zoom op til 2x, og derudover er det digitalt zoom (lad være med at bruge det – det bliver aldrig godt, på nogen telefon).

Honor 9 har en lang række ’tilstande’ du kan vælge, langt de fleste finder du også på P10, men to er unikke for Honor 9, nemlig 3D Creator og 3D Panorama. Men dem kunne Huawei nu godt have udeladt. For 3D Creator, som skulle kunne fremstille et 3D billede af et hoved, virker ikke. Og 3D Panorama er sjov de første 2-3 gange, men derefter mister den sin attraktion.

Du har også mulighed for at vælge ’Professionel Foto’, hvilket giver dig en mulighed for selv at lege med alle indstillingerne i kameraet.

Vi tog så en lang række billeder med Honor 9, og kameraet var virkelig godt. Men det var også tydeligt at det ikke har helt samme kvalitet som P10. Om det skyldes at der, trods alt, er lidt dårligere linser i Honor 9, eller om det er softwaren der ikke har helt samme kvalitet som i P10, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men farverne var en anelse mere varme og naturtro i P10 end i Honor 9.

Det ændrer ikke ved, at vi var meget begejstrede for kameraet og de billeder der kom ud af det. Samtidig var kameraet hurtigt og det var fedt at det reagerede så hurtigt, at vi kunne tage billeder af dyr i bevægelse uden problemer.

Opsamling

Honor 9 er hvad vi vil kalde en ’billig high-end mobil’. For du kan erhverve dig denne skønne mobil for under 4.000 kroner, og du får utrolig meget for pengene. Et godt kamera, en batterilevetid der får de fleste andre mobiler til at få mindreværdskomplekser (op til to dage normal brug i vores tilfælde), og ikke mindst en lynhurtig og meget flot grafik.

Honor 9 er godt nok en anelse større end P10, men den er stadig ikke så stor at den på nogen måde virker stor. Med sine 5,1” skærm passer den lige til det segment hvor der sælges flest mobiler, og som de fleste unge gerne vil have.

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%

En virkelig vinder. Masser af hestekræfter, superhurtig grafik og et fantastisk godt kamera. Prisen ligger under 4.000 kroner og til den pris får du en mobil der uden problemer kan leve op til de bedste på markedet.

Du kan læse mere om Honor 9 her.

Læs flere tests hos vores samarbejdspartner Tech-Test.dk