Trådløse kasseapparater kan styrke handlen i butikken

Trådløse kasseapparater kan styrke handlen i butikken

Lange køer ved kassen er en trussel mod den fysiske handel. Det mener direktør i Dansk Detail, Jens Birkeholm, der opfordrer butikkerne til at prøve andet end det traditionelle setup med en ekspedient bag disken

Del artiklen på

- I detailbutikkernes højsæson – julesalget – er et af de største problemer kødannelse ved kassen. Betaling sker ikke hurtigt nok, og kunden kan blive fristet til at springe ud af køen, tage smartphonen frem og simpelthen handle et andet sted. Selve transaktionen bliver stadigt vigtigere for service-oplevelsen, og dét stiller krav om nye it-løsninger, der understøtter transaktioner overalt også i den fysiske butik. Butikkerne skal turde bevæge sig væk fra det traditionelle med en ekspedient bag en disk, siger Jens Birkeholm.

Tal fra Dansk Detail viser, at nethandlen på årsplan står for godt 8 procent af den totale detailhandel, men inden for kategorier som tøj, sko og smykker er netbutikkerne længere fremme – her foregår næsten en femtedel af salget online.

- Det handler om god, gammeldags service, men vi ser desværre til stadighed, at mange butikker godt kunne forbedre sig. En lang kø, hvor man er ”låst fast” som kunde, bliver ikke opfattet som god service – specielt ikke i juletiden, siger Jens Birkeholm.

Tablet som betalingsterminal
Flaskehalsene i de fysiske butikker hører de også om hos danske Wallmob, der leverer trådløse kasseapparater til en række lande verden over. Virksomheden oplever en markant stigende efterspørgsel efter deres produkter.

- En simpel, men effektiv måde at mindske køproblemerne i forbindelse med julesalget er at udstyre de butiksansatte med trådløse betalingsterminaler i form af tablets og smartphones. Så kan de ansatte møde kunden på gulvet, give den vigtige personlige service og gennemføre transaktionen helt uden om køen, siger direktør i Wallmob, Ken Villum Klausen.

Det bedste fra to verdener
En af de butikskæder, der har kastet sig over de trådløse betalingsterminaler, er SPORTMASTER.

Direktør Jens Høgsted forklarer, at SPORTMASTER ser det som en målsætning at møde kunden, der hvor kunden er.

- Wallmob-terminalen gør det muligt for os at servicere kunden på gulvet i butikken og med både butikslager og centrallager tilgængeligt. Det betyder, at hele sortimentet i Danmarks største sportsbutik er tilgængeligt for kunden i samme transaktion. Vi kan allerede nu se, at resultatet er øget kundetilfredshed og øget salg, afslutter Jens Høgsted.

Sidste år lød den samlede danske julehandel inklusive salget i netbutikker på 8,5 mia. kr.

-mo