Tre danske piger vinder international programmeringskonkurrence

Tre danske piger vinder international programmeringskonkurrence

Tre 11-årige skolepiger fra Danmark har vundet førstepræmien i en global programmeringskonkurrence

1.700 børn fra hele verden har i foråret 2017 konkurreret om at udvikle det bedste adventure-spil i den globale programmeringskonkurrence, DXC Codes. Og det blev tre danske piger, der løb med førstepræmien i den verdensomspændende konkurrence, nemlig 11-årige Jivina, Maya og Nicole, der under holdnavnet "The Chilly Girls" selv har udviklet, programmeret og designet vinderspillet The Little Big Smoky: https://scratch.mit.edu/projects/147373520/

Førstepræmien blev overrakt til Jivina, Maya og Nicole hos DXC i Valby.

- Det vigtigste for at lave et godt projekt er, at du har det sjovt. Arbejd hårdt, og hvis du ikke vinder, prøv igen!, lyder det opmuntrende fra de vindende piger Jivina, Maya og Nicole.

Styrkede digitale kompetencer kræver tæt samarbejde mellem skoler og virksomheder

Programmeringskonkurrencen DXC Codes er en del af DXC's arbejde med at promovere IT-kundskaber i Folkeskolen, og det er et eksempel på en af det Digitale Vækstpanels anbefalinger: For at skabe øgede digitale kompetencer er der brug for et tættere samarbejde mellem skoler og virksomheder.

- Vi er selvfølgelig stolte over, at det er tre danske piger, der vinder konkurrencen ud af meget stærkt internationalt felt med 575 deltagende hold. Det viser, at vi i Danmark har stærke kompetencer, hvis vi sørger for at skabe de rette rammer og læringsmiljøer for IT-fagene allerede i folkeskolen, fortæller Jørgen Jakobsen, Vice President, North Region, DXC Technology. Han fortsætter:

- Målet med DXC Codes er at vække børns interesse for IT og for det, man kalder STEM-fagene; naturvidenskab, teknologi, ingeniørfagene og matematik. Det er nemlig afgørende, at vi i højere grad får styrket disse fag, hvis Danmark fortsat skal være blandt de digitale frontløbere.

Opbakning fra Christiansborg

Indsatsen for at udbrede IT i undervisningen bakkes op fra Christiansborg. Mette Reissmann, der er Socialdemokratiets uddannelses- og forskningsordfører, siger:

- Interesse for IT og viden om, hvad det kan føre med sig, skal etableres så tidligt som muligt i skolen. IT skal ikke være et selvstændigt fag, men integreres i undervisningen i de fag, hvor det giver mest mening. Samtidig er behovet for flere unge med STEM-baggrund vokset, og det behov bliver ikke dækket med det samme. Derfor skal der også satses på samarbejde med it-virksomheder og iværksættermiljøet, så flere børn og unge kan komme i kontakt med området, og se det udfolde sig, uanset hvilket klassetrin de er på.

- lb