Trodser markedet med solidt regnskab

Trodser markedet med solidt regnskab

Atea vinder igen markedsandele og vokser mere end it-markedet generelt

Del artiklen på

Ateas omsætning for 2012 endte på DKK 5.705,1 millioner, hvilket er en vækst på 3,5 procent sammenlignet med 2011. Driftsresultatet (EBITDA) voksede med 3,1 procent og endte på DKK 280,9 millioner.

- Vi er selvfølgelig tilfredse med at kunne vise et så positivt resultat i et marked, hvor mange virksomheder er pressede, og hvor det marked, Atea opererer i, generelt faldt med mere end fire procent ifølge IDC. Det positive resultat er skabt gennem fokuseret arbejde med flere af vores strategiske indsatsområder.

- I begyndelsen af 2012 begyndte vi at tilbyde mange af vores løsninger som as-a-service-koncepter, hvor Atea som et alternativ til likviditetskrævende it-investeringer tilbyder en bred vifte af it-ydelser som en service med en lav startomkostning og en fast månedlig ydelse.

- Netop denne forretningsmodel er der stor efterspørgsel på blandt vores kunder, fordi det er økonomisk fordelagtigt, skalerbart, let at budgettere med og så kræver det ingen store forhåndsinvesteringer, siger administrerende direktør Lars Johansson, Atea.

En anden årsag til det solide resultat hænger sammen med Ateas evne til at understøtte den hurtigt voksende markedstrend, hvor medarbejderne som private forbrugere i højere og højere grad præger virksomheders indkøb af nyt udstyr og enheder, som fx tablets.

Det har skabt en øget efterspørgsel på rådgivning og services inden for området samt et behov for en it-infrastruktur til at håndtere den nye palette af enheder og styresystemer.

Atea har derfor opbygget en række løsninger til dette behov, som samtidig gør det let for virksomhederne at imødekomme medarbejdernes ønske om bring-your-own-device.

- Både inden for Business-To-Business og uddannelsesmarkedet har vi en stærk position på mobility-området, hvor efterspørgslen på smartphones og tablets er i eksplosiv vækst.

- 2012 blev også året, hvor vi har haft stort set break even på salg af smartphones og tablets sammenlignet med pc’ere. Denne udvikling vil fortsætte, så vi forventer, at 2013 bliver året, hvor pc-salget bliver overhalet af salget på mobile enheder, siger  Lars Johansson.

Overordnet set faldt det samlede hardwaremarked i Norden i 2012 med 8,3 procent, og særligt pc og server-markedet faldt med hele 15 procent. Atea går dog stik mod denne tendens med en vækst i 2012 på 1,3 procent. Atea forventer enstemmigt med IDC, at pc- og server-markedet fortsat vil falde i 2013 til fordel for markedet for smartphones og tablets.

-hawin