Verdens største teknologifusion endelig en realitet
De to globale it-virksomheder Dell og EMC fusionerer og skaber verdens største privatejede it-virksomhed
Del artiklen påNu er fusionen af de to it-giganter Dell og EMC gennemført. Dell, bedst kendt som en af verdens største producenter af pc’er, laptops og servere, har betalt omkring 440 mia. kroner (67 mia. dollars) for EMC, der fokuserer på markedet for informationshåndtering, herunder storage, cloud, big data og konvergeret infrastruktur.
Fusionen skaber en unik familie af virksomheder, som leverer den nødvendige infrastruktur til virksomheder, som ønsker en digital fremtid, transformation af it og beskyttelse af deres vigtigste aktiv – information. Tilsammen beskæftiger det nye Dell Technologies omkring 140.000 medarbejdere og opererer i omkring 180 lande med en omsætning på 74 milliarder dollars. Med integrationen bliver Dell Technologies markedsleder inden for mange af de vigtigste højvækstområder på det 2 billioner dollars store teknologimarked.
Michael Dell, bestyrelsesformand og CEO i Dell Technologies, siger i en pressemeddelelse:
- Vi står på tærsklen til en ny industriel revolution. Vores verden bliver mere intelligent og mere forbundet for hvert minut og vil i sidste ende blive forenet med et omfattende Internet of Things, som baner vejen for, at vores kunder kan gøre fantastiske ting. Det er derfor, vi har skabt Dell Technologies. Vi har de produkter, services, talentet og den globale størrelse til at være en katalysator for forandring og guide kunder, små som store, på deres digitale rejse.
300 danske medarbejdere integreres
I Danmark beskæftiger Dell Technologies samlet omkring 300 medarbejdere, der nu skal arbejde tæt sammen. De to landechefer kommer til at arbejde side om side i integrationsprocessen af de to danske organisationer.
Lars Baun, der er landechef for Dell i Danmark, siger om fusionen:
- I Dell har vi gennem de senere år haft succes med at udvide vores forretning og kompetencer kraftigt, så vi kan levere komplette it-løsninger til de fleste kunder – lige fra små til helt store virksomheder. Men med EMC får vi endnu flere løsninger på hylden i form af nogle vigtige specialkompetencer og produkter, som gør os i stand til at servicere og rådgive de danske kunder bedre.
Jørn Bo Jacobsen, der er landechef for EMC i Danmark, supplerer:
- EMC bidrager blandt andet med en teknologisk dybde fra nogle af de mest avancerede og forretningskritiske it-problemstillinger, mens Dell bringer et beundringsværdigt fokus på kundeservice, skalering og masseproduktion til bordet. Derfor ligger der en spændende opgave foran os med at fusionere to af verdens mest succesfulde it-virksomheder – og smelte dem sammen med et ultimativt fokus på vores kunder.
Global organisation
Dell Technologies, der servicerer hele 98 procent af virksomhederne på Fortune 500, består af adskillige forretningsenheder, hvoraf de to største er Dell Client Solutions og Dell EMC Infrastructure Solutions – som begge understøttes af en tredje, Dell EMC Services. Derudover består Dell Technologies af Boomi, Pivotal, RSA, SecureWorks, Virtustream og VMware. Den unikke struktur giver mulighed for på den ene side at agere og innovere som et startup og på den anden side at have størrelsen og skalérbarheden fra den globale virksomhed. Dell Technologies’ størrelse giver mulighed for at levere mere innovation og foretage større investeringer i R&D, salg, marketing, service og support til fordel for kunderne. Det faktum, at virksomheden er privatejet, giver et langt bedre fokus på investeringer og partnerøkosystemer på lang sigt.
- lb