Cyberangreb truer mindre virksomheder, men få har en kriseplan
It-kriminalitet er et stigende problem for mange virksomheder, og selvom truslen er stor, er det kun en femtedel af landets mikrovirksomheder og små virksomheder, der har en kriseplan i tilfælde af et cyberangreb. Det viser en ny undersøgelse fra If, som nu opfordrer virksomheder til at styrke deres it-sikkerhed
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
Flertallet af Danmarks mange mikrovirksomheder og små virksomheder mangler en kriseplan, der kan hjælpe dem med at håndtere et cyberangreb. Ifølge en undersøgelse fra forsikringsselskabet If, der er foretaget i 2025, svarer kun 20 % af de adspurgte virksomheder, at de har en plan klar. Samtidig har 41 % ikke styrket deres it-sikkerhed de seneste to år.
Dermed er mange af landets virksomheder, som udgør 99 % af alle virksomheder i Danmark, sårbare.
- Mindre virksomheder er rygraden i erhvervslivet og i samfundet som helhed. Derfor er det bekymrende, at mange af dem ikke har en plan for, hvordan de skal opretholde driften i tilfælde af et cyberangreb. Det stiller dem i en sårbar position og øger risikoen for økonomiske tab, siger Ghita Meyer, chef for cyberforsikring i If.
Kan lamme virksomheden
Ifølge Ghita Meyer er mindre virksomheder potentielle mål for cyberkriminelle, fordi de ofte har færre ressourcer til at beskytte sig. Et cyberangreb kan sætte en stopper for driften af en virksomhed og føre til store økonomiske tab.
- Det kan være interessant for cyberkriminelle at angribe mindre virksomheder, fordi de ofte har færre ressourcer til at beskytte sig. De kan samtidig være tilbøjelige til at undervurdere truslen, fordi de vurderer, at de ikke er interessante for kriminelle hackere. Men det kan de være, og et angreb kan potentielt sætte en stopper for driften af virksomheden, siger Ghita Meyer.
For at styrke it-sikkerheden anbefaler If, at virksomheder ud over en kriseplan med en klar rolle- og ansvarsfordeling også laver en kontakt- og kommunikationsplan samt en plan for, hvordan systemer og data kan genskabes. If opfordrer desuden virksomheder til at opdatere deres software, bruge stærke passwords, der er unikke og anvende to-faktor-godkendelse ved login.