Dansk erhvervsliv frygter kaos om databeskyttelse
Den tjekkiske EU-kommissær, Vera Jourova, mødes tirsdag i Dansk Industri i København med en række danske virksomheder for at drøfte indførelsen af nye, skrappe regler om databeskyttelse
Del artiklen påBaggrunden for mødet er vedtagelsen af EU’s databeskyttelsesforordning, som træder i kraft i 2018, og som kan medføre bøder på helt op til 4 pct. af en koncerns årlige, globale omsætning.
Dansk Industri frygter at forordningen vil blive fortolket og håndhævet vidt forskelligt i de 28 EU-lande.
- EU lægger op til mere end 50 forskellige måder at lave national lovgivning eller fortolkning af forordningen. Det er meget uheldigt, hvis det fører lovgivning i øst og vest. Det vil være dybt skadeligt for skabelsen af det indre digitale marked og i det hele taget for den kæmpe opgave med at gøre EU mere digitalt, og dermed mere konkurrencedygtigt i forhold til USA og Asien, siger branchedirektør Adam Lebech, DI Digital, som er DI's branchefællesskab for it-, tele-, elektronik og kommunikationsvirksomheder.
Erhvervslivet vil på mødet med Vera Jourova opfordre EU-Kommissionen til at tage styringen med implementeringen af de nye regler.
- Vi synes, at det er en rigtig god ide med fælles EU-regler om databeskyttelse, men vi frygter, at forordningen vil blive tolket så restriktivt i de enkelte lande, at det reelt sætter en stopper for de nye forretningsmodeller som følger af den digitale omstilling, og som Danmark og det øvrige Europa står overfor, siger Adam Lebech.
På mødet med kommissæren vil erhvervslivet også drøfte udvekslingen af data mellem EU og USA. Privacy Shield hedder den nye dataudvekslingsaftale, som skal erstatte Safe Harbour, der blev underkendt af EU-domstolen den 6. oktober 2015. I følge DI er der stadig juridisk uklarhed om fremtiden for dataudveksling mellem verdens to største økonomier - EU og USA.
- lb