Eksperter advarer om massive cyberangreb under VM 2026
En ny analyse fra Palo Alto Networks' Unit 42 peger på, at fodbold-VM 2026 bliver et massivt mål for cyberkriminelle
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
Når VM i fodbold 2026 afholdes i USA, Canada og Mexico, vil turneringen tiltrække hacktivister og statsligt støttede hackergrupper. Årsagen er begivenhedens globale mediebevågenhed og de store pengestrømme, som gør den til et oplagt mål.
Ifølge en trusselsvurdering fra Unit 42 har flere konkrete grupper allerede demonstreret kapaciteter, der udgør en risiko. Det gælder blandt andet de iransk-tilknyttede grupper Handala Hack Team og CyberAv3ngers, som er kendt for wiper-angreb og angreb på industrielle kontrolsystemer. Derudover fremhæves den russisk-orienterede gruppe NoName057(16), som Unit 42 tilskriver mere end 3.700 angrebsmål mellem juli 2024 og juli 2025.
Turneringens afhængighed af tusindvis af digitale systemer og leverandører på tværs af 16 værtsbyer skaber en bred angrebsflade. Rapporten skitserer en række sandsynlige angrebsscenarier:
- Angreb mod billet- og betalingssystemer
- Phishingkampagner rettet mod ansatte, frivillige og tilskuere
- Forsyningskædeangreb via tredjeparter
- Digitale forstyrrelser af transport- og infrastruktursystemer
- Påvirkningsoperationer
Den hurtigst voksende svindelform mod turneringen er brugen af falske QR-koder. Eksperterne har allerede observeret forsøg på at lokke fans til at købe falske transportpas og parkeringstilladelser, som først viser sig at være værdiløse ved scanning.
Ifølge rapporten gør kombinationen af trusselsaktører turneringen til et af de mest udsatte mål for cyberangreb nogensinde.