Europas største it-sikkerhedsevent kommer til Danmark for første gang

Europas største it-sikkerhedsevent kommer til Danmark for første gang

Det bliver en af Danmarks absolut største it-events nogensinde, når Infosecurity løber af stablen den 3.–4. maj i næste uge i København

Del artiklen på

Danske it-folk med interesse for it-sikkerhed kan snart mødes ansigt til ansigt med omkring 2100 ligesindede til Infosecurity-messen med et tilhørende stort konferenceprogram tirsdag og onsdag i Øksnehallen i København.

Version2s product manager Nicolas Jøns Larsen peger på, at Infosecurity bliver det største it-sikkerhedsevent nogensinde i Danmark

Eventet kommer for første gang til Danmark med Version2 som partner. Tidligere har den fundet sted i England, Holland og Belgien og er kendetegnet som Europas største it-sikkerhedsevents.

- Det er mange år siden, der har været så stor et it-event i Danmark, siger produktchef hos Mediehuset Ingeniøren, Nicolas Jøns Larsen.

Messen præsenterer 12 enestående og uafhængige keynotes i kombination med omkring 60 seminarer og caseoplæg fra udstillerne.

Over de to dage vil der være oplæg fra it-sikkerhedseksperter fra blandt andet F-Secure, Cisco, Bitdefender, Trend Micro og IBM. Emnerne går fra alt omkring hacking, spam, phishing, ransomware, datacenter-sikkerhed og andre avancerede typer af it-kriminalitet, der udgør en trussel for virksomheder og myndigheder i Danmark.

Danmarks største kundeklub ansætter hackere

Den danske etiske hacker Henrik Limkilde fra Axcess vil med oplægget ‘Hackere på ledelsesgangen’ løfte sløret for, hvordan virksomheder gør meget for at sikre sig mod indtrængen udefra, men ofte glemmer at isolere malware-angreb, når de først er sluppet ind på netværket og spreder sig på medarbejdernes computere.

Samtidig vil Matas’ it-direktør dele ud af sine erfaringer med at sikre Danmarks største kundeklub ved at lade etiske hackere finde sikkerhedshuller i systemet.

Hør også hvorfor danskernes grundlæggende tillid til hinanden giver bagslag og får hackere til at slikke sig om munden.

EU-forordning er stort tilløbsstykke

De mest populære oplæg handler om den kommende EU-persondataforordning og er allerede blevet udsolgt. Forordningen træder i kraft i 2018 og kan medføre bøder til virksomheder på op til 150 mio. kroner eller 4% af deres årlige omsætning, hvis den bliver overtrådt - eksempelvis ved læk af persondata. Det kan være livstruende også for danske virksomheder.

I 11. time er det lykkedes at skaffe ekstra oplægsholdere om emnet for at svare efterspørgslen.

Se programmet hér

- lb