Softwaresikkerhed er afgørende ved Internet of Things
Internet of Things (IoT) og flere internetforbundne industri-controllere øger fokus på softwaresikkerhed
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
Det er yderst vigtigt at softwaresikkerhed bliver håndteret i både produktion, drift og service, ikke mindst når internetforbundne enheder holderes deres indtog på fabriksgulvet. Mads Doré Hansen, Product Manager hos udviklingshuset Prevas fortæller, at de ofte møder den problemstilling når de snakker om industrielle computere og Internet of Things.
Han mener samtidig, at det er et område der er svært at adressere på en let og ligetil måde. For den type af softwaresikkerhed afhænger helt af, hvilket sikkerhedsniveau virksomhederne ønsker at opnå, hvilke muligheder produktets hard- og software tilbyder, og hvordan en serviceorganisation er struktureret.
Det er mange åbne spørgsmål, som kræver at der laves noget specifikations- og studiearbejde for at afdække grænsefladerne mellem produktion, service, organisation og teknik - for derigennem at finde de løsninger der bedst løser den sikkerhedsudfordring man som produktejer kigger ind i.
- Prevas oplever i stigende grad at der kommer flere kundekrav om højere sikkerhedsniveau samtidig med at myndighedskravene skærpes og her kan Prevas igen gøre en forskel med vores kompetencer, størrelse, erfaring og processer, fortsætter Mads Doré Hansen.
På produktionssiden skal der tages stilling til nøglegenerering, håndtering og download. Her er det væsentligt at beslutte sig for sikkerhedsniveauet internt i organisationen, da det er her der er de største muligheder for at kompromittere sikkerheden på den samlede produktportefølje og ikke kun på et produkt.
Selve driftssikkerheden for et produkt bindes ofte op på secure-boot, secure-update og netværkssikkerhed. Her findes der mange standard softwarekomponenter man kan trække på, dog skal disse håndteres korrekt for ikke at åbne sikkerhedshuller. Samtidig må sikkerheden på produktet ikke sløve den brugermæssige oplevelse af produktet, hvorfor afvejninger af krypteringsmetoder og implementering pludselig bliver meget væsentlige.
- I forhold til service, kommer man ikke udenom at sikkerhed kan besværliggøre servicemedarbejderens arbejde. En ”fælles” servicenøgle for alle produkter vil forenkle servicen, men det vil altid vil udgøre et sikkerhedsproblem. Man er derfor nødt til at overveje en sikkerhedsinfrastruktur for at lette servicemedarbejderens hverdag, udtaler Mads Doré Hansen fra Prevas.
Disse og mange andre overvejelser er efterhånden blevet hverdag hos Prevas, der således har opbygget mange kompetencer indenfor dette felt og løbende rådgiver danske industrivirksomheder indenfor kryptografi og sikkerhed på industri- og brugerprodukter.