3 klar med lokale kald til 0 kr. i 28 lande
Fra i dag kan kunder hos 3 med 3LikeHome frit ringe til lokale numre uden at betale ekstra, når de er på rejse i USA eller et af de andre 27 3LikeHome-lande. Teleselskabet 3 inkluderer nemlig lokale opkald i selskabets 3LikeHome-koncept
Del artiklen påFremover er det ikke kun opkald til danske numre det er gratis at foretage når du er ude og rejse, hvis du altså er kunde hos teleselskabet 3. Nu inkluderer 3 nemlig lokale opkald i konceptet 3LikeHome, der allerede omfatter fri sms, data og opkald til danske numre i 28 lande.
Ifølge 3 er det især selskabets erhvervskunder, der har efterspurgt udvidelsen af 3LikeHome.
- Med denne udvidelse underbygger vi yderligere vores position som det internationale teleselskab. Vi vil gøre det nemt og bekvemt at bruge mobilen i udlandet og matche kundernes behov for telefoni på ferier og forretningsrejser. Vores erhvervskunder skal kunne fokusere på at passe deres job og forretning, uden at tænke på noget så usexet som udlandstakster, siger Jacob Hein Knudsen, der er direktør for erhvervsmarkedet i 3.
Beregninger fra 3 viser eksempelvis, at 3's erhvervskunder, der rejser i USA, i gennemsnit bruger 894 kr. ex. moms pr. måned i roamingafgifter - alene på samtaler til Danmark og lokale opkald. Virksomheder med 10 – 20 ansatte, der alle jævnligt rejser til USA, kan således spare mere end 8.000 kr. om måneden på telefonregningen med tilføjelsen af lokale kald. Yderligere kan 3's erhvervskunder også forvente at spare mange tusinde kroner på dataforbrug, da 3LikeHome også giver mulighed for at bruge op til 10GB data uden at betale en merpris.
Velkommen hjem til en besparelse
Når 3's privatkunder vender hjem efter en rejse i et 3Likehome-land, modtager de nu en 'velkommen hjem hilsen' fra 3 på sms. Her kan kunderne se, hvor meget de i princippet har sparet i roamingafgifter under deres seneste rejse.
- Vores kunder benytter 3LikeHome i stor stil, og det vil vi gerne anerkende med vores 'velkommen hjem sms', der viser, hvad 3LikeHome er værd i form af den enkelte kundes besparelser. Vi ved, at danskerne elsker et godt tilbud og at opnå en god besparelse – ikke mindst i kølvandet på en god ferie, hvor man måske er kommet til at bruge lidt for mange lommepenge, siger David Elsass fra 3.
Er man eksempelvis kommet hjem fra en ferie, hvor man har brugt cirka 400 MB data, foretaget et opkald af cirka fem minutters varighed og sendt to sms'er hjem, så har man med 3Likehome sparet cirka 1062 kr., ifølge 3's beregninger.
Velkommen hjem sms'en vil inden længe også blive sendt til 3's erhvervskunder, når de vender hjem fra rejser til 3LikeHome-landene.
- lb