5G og sikkerhed hænger nøje sammen
- Det er vigtigt at gøre folk opmærksomme på de sikkerhedsudfordringer, der kommer med 5G. Alle har nemlig en rolle at spille omkring sikkerhed, siger David Francis fra Huawei

5G og sikkerhed hænger nøje sammen

Når først 5G bliver en realitet, bliver det også nødvendigt at kigge alvorligt på sikkerhed, for mulighederne for de cyberkriminelle bliver også markant større, siger it-sikkerhedsekspert

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen, Mobile Broadband Cyber Security Mindshare Forum, Tokyo, Japan

Internet of Things og 5G-teknologien hænger meget tæt sammen. Men det giver også helt nye angrebsveje for de cyberkriminelle, og det tager teleindustrien meget seriøst.

- Teknologien accelererer, og kompleksiteten vokser hele tiden, og med 5G-standarden bliver det endnu mere komplekst. Derfor bliver de ting, vi lancerer mere og mere uforståelige og svære at bruge, og på den måde mister de reelt værdien, fortæller Rolv R. Hauge, sikkerhedsofficer hos Telenor, under Mobile Broadband Cyber Security Mindshare Forum i Tokyo Japan.

Han forklarer videre at med 5G, vil Internet of Things for alvor eksplodere, og derved også præsentere mange udfordringer rent sikkerhedsmæssigt set.

- IoT-enheder er utrolig sårbare overfor angreb. Mange vil være placeret, så det er svært at komme til dem, og de vil kunne fungere i mange år uden indgriben. Men hvordan opdaterer man dem lige, spørger Rolv R. Hauge.

David Francis, som er sikkerhedsspecialist hos Huawei, fortæller under et interview med IT-Reload, at cybersikkerheden er mere essentiel end nogensinde før.

- Og netop derfor er det også nødvendigt, at vi får defineret præcist, hvad det er, vi mener med cybersikkerhed, fortæller David Francis.

For hverken 5G, IoT eller cybersikkerhed er for David Francis et projekt. For ham er det essentielt, at sikkerheden bliver bygget ind i virksomhedens DNA, at den bliver tænkt med fra start af, uanset hvor i virksomheden du måtte befinde dig.

Netop derfor mener han også, at erfaringsudvekslingen, der finder sted mellem operatører og producenter under Mobile Broadband Cyber Security Mindshare Forum, er essentiel.

- Det er vigtigt at dele viden – jo mere vi deler, desto bedre bliver vi til at forstå og bekæmpe cyberkriminaliteten, forklarer David Francis.

Alle teknologier på samme tid Men for Feng Bao fra Huawei Shield Lab er det ikke nok bare at kigge på 5G-netværket. Det er nødvendigt at kigge på hele fødekæden.

- Ved at forbinde alt, bygger du et digitalt spejlbillede af den fysiske verden. Det betyder, at du kan gøre mange ting både lettere og billigere. Men det betyder også, at hvis en del af 5G-nettet bliver kompromitteret, så påvirker det med det samme andre steder og enheder i netværket. Derfor skal sikkerheden bare være på plads, siger Feng Bao.

Her er David Francis helt enig, for hvis der optræder et problem et sted i forsyningskæden, så er det nødvendigt at producenter og leverandører kan håndtere hele kæden, og ikke kun en del af den.

- Det handler om at få hævet baren for industrien. For hvis én har et problem, så har vi alle problemer. Samarbejdet bliver derfor essentielt, siger David Francis.

Han ser derfor en udfordring, når først 5G-nettet er en realitet, for selv når 5G-nettet bliver rullet ud, så betyder det jo ikke, at de gamle teknologier forsvinder.

- Vi vil se alt lige fra 2G til 5G nettet på samme tid, og de vil ikke bare forsvinde. Vi kommer faktisk til at have de fleste af dem i rigtig mange år, forklarer David Francis.

Men hvor vi ikke rigtigt forstod trusselslandskabet med 4G-nettet, så har vi med 5G, ifølge David Francis, muligheden for at lære af alle de fejl, som der blev begået med de tidligere generationer.

Vi har alle et ansvar

Netop derfor er det så vigtigt for David Francis, at industrien arbejder sammen og udveksler erfaringer, for hvis industrien ikke er med, så mener han ikke, at der er ret meget, nogen kan gøre.

- Alle i økosystemet har en rolle at spille, siger David Francis. Det gælder så også brugerne, men det kræver træning og en træning, der er skræddersyet præcist til den rolle, som brugerne spiller i deres job.

- Det er vigtigt at gøre folk opmærksomme på de mange nye sikkerhedsudfordringer, der kommer med 5G og Internet of Things. Derfor skal træning skræddersys til den enkelte person og hans jobfunktion. F.eks. så er det ekstra vigtigt, at en kundeservicemedarbejder virkelig forstår social engineering, forklarer David Francis.

Spørgsmålet er så bare, hvor ansvaret for den træning ligger, og her er David Francis ikke i tvivl. Han mener, at alle i økosystemet har et ansvar for at sikre, at den træning finder sted.

- Indtil videre gør industrien dog ikke nok for at løfte deres del af byrden, men vi har alle et ansvar for at uddanne, og det er vigtigt at vi ikke skræmmer i processen. Og hvis industrien ikke er med, så kan vi ikke for alvor gøre ret meget, pointerer David Francis.

Fordelen ved den uddannelse er samtidig, at brugerne jo ikke slipper den viden, når de går hjem fra arbejdet. Brugerne bliver også mere sikre hjemme, for den viden, de opnår på arbejdet, gør, at de bedre kan navigere rundt blandt alle de nye cybertrusler, der dukker op.

David Francis slutter af med at fortælle, at 5G giver nogle enorme muligheder for vores digitale fremtid. Internet of Things og højere hastigheder er bare nogle af de muligheder, som vi står til at høste.

- Men det er vigtigt, at vi forstår, at vi ikke kan forvente at høste de digitale fordele, hvis vi ikke er villige til at betale den digitale pris. Og det betyder, at vi skal kunne stole på hinanden, at vi i industrien skal kunne arbejde sammen, og at vi skal sikre den fornødne uddannelse af såvel virksomheder som brugere, siger David Francis og slutter:

- Vi kommer til at arbejde i et økosystem af tillid, og det er nødvendigt.