5G standarden et vigtigt skridt tættere på at blive færdig
På Global 5G Test Summit i Barcelona blev det offentliggjort, at der er taget et vigtigt skridt i retning af at få færdiggjort standarden for det kommende 5G-netværk
Del artiklen påAf Lars Bennetzen, Mobile World Congress, Barcelona
Mens den årlige mobilkonference løb af staben i Barcelona, samledes teleselskaber og teknologivirksomheder på Global 5G Test Summit, der blev afholdt samme sted. Her kunne Direktør for ITU Radiocommunication Buerau, Francois Rancy fortælle, at sidste uge blev der taget et vigtigt skridt i retning af at få færdiggjort 5G-standarden.
- De vigtige parametre for hastighed og krav til latency blev vedtaget i sidste uge i Geneve. Det betyder at specifikationerne for radiointerfacet skulle kunne være klar med udgangen af 2020. Nu skal vi så bare bruge de næste to år på at få defineret teknologien helt på plads, fortæller Francois Rancy.
Han var dog langt fra den eneste der var glad for, hvor langt udviklingen med 5G-standarden er kommet. Dino Flore som er formand for 3GPP RAN, og som kommer fra chipproducenten Qualcomm Technologies, fortalte at med den kommende version af standarden kommer der til at ske rigtigt meget.
- Basale sikkerhedsfunktioner er begyndt at blive standardiserede. Noget som er vigtigt at få på plads inden standarden er helt færdig, ikke mindst fordi det betyder at autonome biler vil blive en realitet, fortæller Dino Flore.
Wang Xiaoyun, General Manager fra China Mobile fortalte, at vi nu er meget tæt på at 5G faktisk vil kunne bruges til at bygge det hun kalder for en city-state.
- 5G kommer til at forme vores samfund, og derfor hat vi etableret verdens største 5G Field Test Site i Beijing. Det har vi gjort sammen med Huawei, Samsung, ZTE, Datang, Ericsson og Nokia Acatel-Lucent. Allerede i 2017 vil vi have 7 sites pr. by med på 5G-test, siger Want Xiaoyun.
I det næste nummer af IT-Reload kommer vi til at skrive meget mere om 5G Test Summit og om, hvad vi kan forvente os af det kommende netværk.