Brug MobilePay til handel på nettet
Danske Bank og DIBS Payment Services sætter yderligere fart på dansk e-handel. Nu har brugerne mulighed for at handle via MobilePay i flere kendte webshops
Del artiklen på Inden for et år venter banken at kunne give hovedparten af de over 10.000 danske netbutikker adgang til at tilbyde MobilePay ved nethandel.Danske Bank har indgået et samarbejde med landets og Nordens største leverandør af online betalingsløsninger, DIBS Payment Services, som lige fra begyndelsen har været involveret i betalingsløsningen bag MobilePay app´en.
Fra i dag kan alle MobilePay brugere derfor handle online med deres kort via MobilePay hos udvalgte testbutikker f.eks. Billetlugen, Fona, Falck, T. Hansen og Chanti.
E-handel med brug af kort via MobilePay har ingen øvre beløbsgrænse. Man kan altså godt købe f.eks. en vaskemaskine online.
Derudover bliver det muligt at tilknytte to kort til MobilePay. En funktion, som et stykke tid har ligget i toppen af brugernes ønsker til videreudvikling af MobilePay.
Når pilotfasen henover sensommeren er vel overstået, og erfaringerne fra brugere og butikker er indhentet, er målet, at løsningen udbredes til alle webshops, der har aftale med DIBS.
Og inden for et år forventer Danske Bank, at hovedparten af de over 10.000 danske webshops har mulighed for at tilbyde MobilePay ved nethandel.
Tocifrede vækstrater inden for online handel
- Dansk e-handel vil om få år overstige 100 milliarder kroner, og vækstraterne er tocifrede. Men der mangler en enkel, genkendelig og tryg løsning, der samtidig er mobil. MobilePays succes hos forbrugerne har gjort, at e-handelsbutikkerne har ventet på en sådan løsning. Derfor har vi store forhåbninger til samarbejdet med Danske Bank og øget udbredelse af dansk e-handel, siger Daniel Larsson, CCO hos DIBS.
Danske Banks chef for MobilePay-divisionen, Mark Wraa-Hansen, ser også store perspektiver i samarbejdet med DIBS.
- På et år har vi fået tæt ved 1,4 millioner aktive MobilePay brugere. Og på få måneder er foreløbig 1200 virksomheder begyndt at modtage betalinger med MobilePay. Senest har vi lanceret betaling med MobilePay gennem andre apps. Og nu tager vi med e-handel et nyt stort skridt, siger Mark Wraa-Hansen og fortsætter:
- Dermed kan danskerne bruge mobilen og MobilePay til nem betaling i alle sammenhænge hele døgnet rundt. Det vil gøre os til en stadig mere attraktiv bank for mange danske privat- og erhvervskunder.
Sådan forbedrer MobilePay kundeoplevelsen ved e-handel
For kunder, der handler gennem mobiltelefon, tablet eller pc, vil den nye løsning være en væsentlig forenkling og forbedring.
Når kunden skal betale sin vare i webshoppen, vælger man bare MobilePay og indtaster sit mobilnummer på hjemmesiden.
Så bliver der sendt en anmodning til kundens MobilePay. Derefter godkender kunden købet via MobilePay på telefonen.
- Al erfaring med MobilePay viser, at kunderne efterspørger enkelhed, nemhed og sikkerhed. Nu gør vi det super nemt og sikkert at betale online, siger Mark Wraa-Hansen.
Kunderne skal heller ikke betale noget gebyr for at bruge MobilePay til nethandel. Den enkelte webshop vil dog stadig have mulighed for at opkræve det sædvanlige kortgebyr, der er knyttet til det kort, kunden benytter.
Hvis butikken opkræver det sædvanlige kortgebyr, vil det fremgå meget tydeligt i betalingsvinduet i MobilePay, inden kunden godkender betalingen.
Nu kan kunderne tilknytte flere kort til MobilePay
Fra i dag bliver det samtidig muligt at tilknytte to kort til MobilePay. Fire ud af fem af brugere har knyttet et Visa/Dankort til MobilePay, men der findes op mod 5 mio. internationale kort på det danske marked.
Dem kan kunderne nu koble på MobilePay under Indstillinger i appen. Det gælder Mastercard eller andre visakort end Visa/Dankortet.
For kunderne er det en god ide at tilknytte et internationalt kort til MobilePay, fordi Danske Bank ikke i første omgang kan tilbyde en løsning, hvor man kan betale via MobilePay med sit Dankort eller Visa/Dankort i webshops.
Banken har valgt at prioritere en brugervenlig løsning til hurtig lancering for at imødekomme en stor efterspørgsel hos brugere og butikker.
Det er samtidig ambitionen at finde en tilfredsstillende løsning for inkludering af Dankortet i samarbejde med Nets.
-hawin