Datatrafik fra mobiltelefoner eksploderer

Danskernes stigende brug af smartphones slår nu for alvor igennem. Datatrafikken fra mobiltelefoner er steget med hele 240 pct. på et år, viser nye tal fra den halvårlige telestatistik

Del artiklen på

Det samlede antal mobile bredbåndsabonnementer steget med 20 pct., så der nu er mere end 5 mio. abonnementer i Danmark. Datatrafikken fra mobiltelefoner er på et år steget med hele 240 pct. og rundede 6,9 mia. MB data i løbet af første halvår 2012. Det samlede mobile dataforbrug er steget med lidt over 71 pct. fra 11,3 mia. MB i første halvår 2011 til 19,4 mia. MB i første halvår 2012.

Det samlede antal mobile bredbåndsabonnementer er også steget kraftigt med lidt over 20 pct. på et år til 5,1 mio. i midten af 2012.

- Tallene bekræfter, at danskerne i stadigt stigende omfang anvender smartphones og mobilt internet. Derfor er det vigtigt, at vi sikrer en god adgang til det mobile internet. Erhvervsstyrelsen har i år afholdt auktion over frekvenser, der kan anvendes til mobilt bredbånd. Sammen med telesektorens øvrige udbygning af 4G-nettet giver det i fremtiden endnu bedre og hurtigere adgang til det mobile internet med væsentlig højere hastighed, siger Vicedirektør i Erhvervsstyrelsen Finn Petersen.

Medianhastigheden på fastnet bredbåndsabonnementer download er steget med lidt under 40 pct. fra 12,6 Mbit/s midten af 2011 til 17,3 Mbit/s i midten af 2012. Medianhastigheden for upload udgør stadig kun lidt over 10 pct. af download i midten af 2012. Medianen er en beregnet hastighed, hvor halvdelen af de solgte abonnementer har højere hastigheder, og den anden halvdel lavere.

Der er fortsat begrænset efterspørgsel efter bredbåndsabonnementer med mindst 100 Mbit/s i downloadhastighed. 0,8 pct. af bredbåndsabonnementerne havde i midten af 2012 denne hastighed.

-mo

Læs hele Telestatistik - første halvår 2012 - klik her