Dårlig mobildækning i Royal Arena
Royal arena kom skidt fra start, når det handler om mobildækning. Ifølge Telenor er der nemlig ikke tænkt mobildækning ind som en del af byggeriet, og mastelejen er for høj til at teleskaberne vil sætte mobiludstyr op
Del artiklen påGodt 40% af Royal Arenas koncertgæster skal ikke forvente at kunne uploade fotos fra koncerterne eller gennemføre et opkald fra arenaen. Det er konsekvensen af, at Royal Arena ikke har tænkt mobildækning ind som en del af byggeriet, skriver Telenor i en pressemeddelelse.
Det betyder, at teleoperatørerne er nødt til at opstille mobilmaster på selve bygningen for at kunne give dækning til gæsterne. Royal Arena opkræver imidlertid over for Telenor og Telia så høj en masteleje, at de to teleselskaber har været nødt til at afstå fra at opsætte en mast.
Hos Telia og Telenor er man forundret over Royal Arenas manglende fokus på mobildækning:
- Vi ved, at det betyder meget for vores kunder, at de kan bruge deres mobiltelefon til at finde hinanden og dele oplevelsen ved at uploade billeder, når de er til koncerter. Det ved Royal Arena naturligvis også godt, og på den baggrund er det ærgerligt, at man vælger at bygge en flot arena uden at tage højde for noget så vigtigt for koncertoplevelsen som mobildækningen, siger netværksdirektør i Telenor Peter Ditlev Nødbak.
Han suppleres af sin kollega fra konkurrenten Telia, Henrik Kofod, der påtaler Royal Arenas prisfastsættelse af mastelejen:
- Moderne og miljørigtigt byggeri er en effektiv stopklods for mobildækning. Derfor er det vigtigt, at man i nybyggeri tænker indendørs mobildækning med fra starten. Det er en helt almindelig fremgangsmåde i tilsvarende koncertsteder og multiarenaer. Men i det her tilfælde kommer mobildækningen først med på bagkant og endda til en pris, der ligger meget langt over selv den københavnske markedspris.
I Royal Arena er Telenor og Telia blevet afkrævet et leje, der er mere end 10 gange højere end den gennemsnitlige masteleje i resten af København.
I skrivende stund er det ikke lykkedes for redaktionen at få kontakt til Royal Arena.
- lb