Her er de fire apps, der sluger dine mobildata
Der er godt 900.000 apps. Her er de fire apps der står for 82 procent af de samlede IOS-mobildata.
Del artiklen påDer er godt 900.000 apps på Apple App Store. Men kun fire - Facebook, Media Player, Safari og App Store - står for 82 pct. af de samlede iOS-mobildata.
Det viser den seneste ByteMobile Analytics rapport fra Citrix, der har analyseret datatrafik fra en lang række 3- og 4G netværk. Rapporten viser desuden, at YouTube står for 82 pct. af al videounderholdning på mobile enheder, på trods af tilstedeværelsen af en lang række andre video-tjenester online.
"Antallet af apps stiger konstant, men rapporten viser, at det stadig er en håndfuld applikationer, der trækker det store læs rent trafikmæssigt. Særligt interessant er det dog, at Google Maps på verdensplan faktisk er mere brugt end Apple Maps på Apples egne enheder," siger Mads Skalbo, Country Manager, Citrix Danmark.
På verdensplan er Google Maps stadig mere populær end Apple Maps - også på iOS-enheder. I Asien er andelen af Google Maps-brugere helt oppe på 80 pct., mens Nordamerika er den eneste region, hvor Apple Maps overtrumfer Google med hhv. 63 og 37 pct.
Musik over mobilen størst i USA
Et af de nye områder, der driver forbruget af mobildata er musik fra fx internetradio og streamingtjenester, hvoraf førstnævnte udgør den klart største andel. I USA udgør mobil musik og lyd hele 12 pct. af den samlede volumen, mens tallet i resten af verden kun er 4 pct.
Den seneste annoncering af iTunes Radio indikerer, at musik over mobilen og særligt internetradio som kategori vil vokse fremover, eftersom tiltaget vil understøtte allerede populære apps som Spotify og Pandora.
Den stigende volumen af mobildata peger på en langsigtet udfordring for netværks- og teleoperatører. De tjener nemlig næsten intet udover prisen på data, der historisk kun er blevet billigere.
"Rapporten understreger teleoperatørernes behov for at forbedre og udbygge deres tilbud til abonnenterne. De bliver nødt til at identificere andre måder at udnytte datavæksten på, end blot at tage sig betalt for mobildata, der hele tiden falder i pris," udtaler Mads Skalbo.
Om ByteMobile Analytics rapporten
Citrix ByteMobile Mobile Analytics Rapport bygger på anonymiseret mobildatatrafik fra diverse 3- og 4G netværk fra Citrix ByteMobiles netværkskunder verden over.
- mo