Huawei i fuld gang med at teste 5G

Huawei i fuld gang med at teste 5G

Sammen med China Mobile har den kinesiske netværksvirksomhed sat blus på test af 5G-teknologien

Af Lars Bennetzen

Det er i et nyt udviklingscenter i Shanghai, Kina, at Huawei og China Mobile har etableret et 5G-testmiljø. Testmiljøet lever op til de teknologiske krav for at kunne efterprøve 5G-teknologi på både høj og lav frekvens.

Testfeltet kan altså også bruges til at teste nogle af de innovative services, der bliver mulige med 5G-teknologi. På den måde får testmiljøet afgørende betydning for at modne 5G-teknologi til et stadie, hvor teknologien kan benyttes til kommercielt brug.

I en netop overstået test, som Huawei og China Mobile udførte i Shanghai, viste teknologien, at den gennemsnitlige bruger kan opnå datahastigheder på 1,7Gbps med en båndbredde på 200 MHz på den lave frekvens. Hvis der kun er en enkelt bruger på testnetværket kan hastighederne nå op på hele 18Gbps med ”dual connection” via mmWave frekvensteknologi.

Testmiljøet giver mulighed for at opnå en så høj båndbredde og lav forsinkelse, at det er muligt at uploade ultra højopløselige optagelser af landskabet, f.eks. af trafikken for selvkørende biler, med et 360 graders panorama-kamera, der kan streames i realtid via 5G-testnetværket og opleves i en afsides virtual reality terminal.

I starten af året testede TDC og Huawei et 5G demo-setup i København og opnåede helt utrolige 70Gbps. Testen blev dog foretaget på et lukket netværk uden belastning fra flere brugere og er således ikke et udtryk for den hastighed, vi skal forvente på et kommercielt netværk. Men testen siger noget om teknologiens potentiale.

Huawei forventer, at 5G er klar til at blive kommercielt udrullet i 2020.