Internet of Things er en sikkerhedsmæssig udfordring – og mulighed
I takt med at tingenes internet gør sit indtog, er det nødvendigt at virksomheder finder nye forretningsmodeller, mener sikkerhedsekspert fra Telenor
Del artiklen påAf Lars Bennetzen, Tokyo, Japan
Vi ser i øjeblikket hvordan teknologien accelererer og kompleksiteten af samme stiger. Det har sine fordele, men betyder også at de ting som virksomheder som blandt andet Telenor lancerer, bliver mere og mere uforståelige og svare at bruge.
- Og det betyder i sidste ende at de mister værdi. For at imødegå den udvikling er det nødvendigt at danne partnerskaber, og derigennem danne nye forretningsmodeller, forklarer Rolv R. Hauge, sikkerhedsofficer fra Telenor under Mobile BroadBand Cyber Security Mindshare Forum i Tokyo i november 2016. Telekommunikation var, som første journalist nogensinde, inviteret med til denne udveksling af ideer blandt partnere i dette ideudvekslingsforum.
En af de udfordringer som teknologivirksomheder står overfor er, at Internet of Things udfordrer de eksisterende prismodeller, og derfor mener Rolv R. Hauge, at det er nødvendigt at kapitalisere på de ekstra tjenester som kommer sammen med IoT.
Et af de steder hvor IoT bringer nye udfordringer og muligheder er på sikkerhedsfronten, forklarer Rolv R. Hauge.
- IoT kommer med mange udfordringer sikkerhedsmæssigt set, og det giver mange nye muligheder for os. Som det ser ud i øjeblikekt, så er IoT-enheder meget sårbare overfor angreb, og da mange af dem er isolerede enheder der er svære at komme til rent fysisk, så er det også svært at komme til at lave de nødvendige opgraderinger på dem, siger Rolv R. Hauge.
Men det er netop et af de steder som Rolv R. Hauge ser som en mulighed, for her er operatørerne nemlig i en unik position til at levere opdateringer og sikkerhedsmæssige løsninger til de mange eksisterende og ikke mindst kommende IoT-enheder.
En af de parametre der ifølge Rolv R. Hauge driver udviklingen af IoT er 5G, som vil betyde at IoT får en massiv tilstedeværelse.
Men samtidig betyder det også, at det bliver tillokkende med integreret sikkerhed i IoT-enhederne.
- Hele måden 5G er bygget op på, og måden som IoT fungerer på, betyder at der er en helt ny måde at levere og bruge data på, siger Rolv R. Hauge.
Han slutter af med en opfordring til alle virksomheder der har interesser inden for IoT, nemlig at i takt med IoT så er standardisering stadig mere vigtig.
- Men det behøver ikke nødvendigvis at være en traditionel organisation der standardiserer, for så risikerer vi at skulle vente for længe på at den kommer. Det vigtige er at brancherne bliver enige, slutter Rolv R. Hauge.
Om Mobile BroadBand Forum
Konferencen er etableret af blandt andet Huawei og omhandler fremtiden for mobilt bredbånd. Samtidig er det tanken at MBBF skal undersøge hvordan virksomheder mere effektivt kan påvirke udviklingen.
Læs mere om MBBF her