Mobilen er da til impulskøb
Halvdelen af alle køb i e-handel sker uden tjek af andre netbutikker
Del artiklen påDanskerne udnytter ikke alle mulighederne for at sammenligne priser og varer på nettet. I gennemsnit skete halvdelen af alle køb i samme butik, hvor kunden valgte at søge efter varen, viser nye tal i Dansk e-handelsanalyse fra maj.
- Vi ved, at op mod to tredjedele af forbrugerne vender tilbage til butikker, hvor de har handlet før. Men det overrasker os, at 53 procent slet ikke har foretaget et tjek af varer og priser i andre butikker inden køb. Der er dog store udsving, når vi ser på forskelle mellem varegrupperne.
- Varer som udstyr til både, cykler og biler samt elektronik og sportsudstyr bliver tydeligt tjekket andre steder. Her er det seks ud af 10 købere, der besøger andre butikker inden køb, og rigtig mange runder både tre og fire netbutikker, inden de køber. Omvendt er kunderne ikke i tvivl, når de køber dagligvarer på nettet. Her er det næsten otte ud af 10, der går direkte til den foretrukne butik, siger kommunikationschef Henrik Theil, FDIH, Foreningen for Dansk Internethandel.
Mobilen topper til impulskøb
Godt hvert tredje køb på nettet sker som et impulskøb, og her er det især mobiltelefonen, der bruges. 41 procent af danskernes køb via mobiltelefonen skete som impulskøb i maj, mens det kun var det halve (22 procent), når vi sad med en pc. Tablets placerer sig midt i mellem.
- Det ligger lige for, at vi bruger mobilen til en spontan handel, fordi vi altid har den på os. Så der er ikke langt fra inspiration til køb. Det er lidt sværere at bevarer impulsen, hvis man først skal have liv i en pc. Så uanset om man er på farten eller sidder hjemme i sofaen, så er mobilen eller tabletten altid inden for rækkevidde og klar med det samme – også til e-handel, konstaterer Henrik Theil.
-hawin
Dansk E-handelsanalyse udsendes af FDIH i samarbejde med Post Danmark og analysebureauet Wilke. Se den her:
fdih-dansk-ehandelsanalyse-2014-maj-PREMIUM.pdf