Mobiliteten ændrer arbejdsstyrken
Den mobile revolution har for altid ændret måden, vi arbejder på, på godt og ondt. Ikke mindst har arbejderen pludselig fået styrken til at diktere egne værktøjer
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
Verden er blevet langt mere kompleks, og folk flytter sig langt hurtigere end før. De arbejder anderledes, andre steder og på tværs af kontinenter. Men det betyder også, at virksomheder skal anderkende, at folk arbejder anderledes, hvis de skal nyde godt af den mobile revolution.
Patrick Tickle, Chief Product Officer hos Planview, fortæller til Telekommunikation, at deres strategi altid har været at anderkende, at folk arbejder anderledes, og derved har de sikret, at de kan omfavne de muligheder, den mobile tidsalder giver dem.
- Vi har f.eks. et virtuelt udviklingsteam, hvor alle sidder hjemme og ikke på et kontor. Ikke alene det, de er også placeret rundt om i hele verden, hvor de tjekker projekter ind online og samarbejder på dem på den måde. De ser kun hinanden en gang om året, bare lige for at tjekke op, men ellers ikke. Vi gør brug af en række forskellige værktøjer, der sætter dem i stand til det samarbejde, fortæller Patrick Tickle.
Men her ligger også en udfordring og en fælde, som virksomhederne skal være opmærksomme på. Mange er nemlig så fokuserede på det at gøre virksomheden mobil, at de glemmer at kigge på, hvad det er, deres medarbejdere har behov for.
- Når virksomheder beslutter at de vil gøre deres virksomhed mobil, fokuserer de meget ofte på begrebet mobilitet, og ikke på at levere de rigtige værktøjer til deres brugere, og det kan være et problem, pointerer Patrick Tickle.
Mobiliteten normaliseres
For selvom verden bevæger sig mod mobilitet, så er det ikke det samme, som at alt med vold og magt skal være mobilt.
- Der findes forskellig slags mobilitet. Jeg har for eksempel brug for en vis form for mobilitet, når jeg er på mit kontor og en anden, når jeg rejser. Jeg plejer at kalde dem for intra-mobile og inter-mobile. Begge dele er væsentlige og vigtige, men de fordrer forskellige værktøjer, siger Patrick Tickle.
Men samtidig er der også visse dele af de fleste virksomheder, der slet ikke behøver at være mobile, og det er vigtigt, at virksomheder erkender og accepterer det.
- Som jeg ser det, så er den mobile udvikling en bølge, vi ridder på i øjeblikket. Den slags bølger ser vi hele tiden, sidst var det f.eks., at hele verdenen skulle være agil, men det er blevet normaliseret over tid. Det samme kommer til at ske for mobiliteten. Den vil normalisere sig over tid, og
det, der skal være mobilt, vil blive mobilt, påpeger Patrick Tickle.
Det betyder også, at for nogle er det mobile aspekt meget begrænset. Nogle har behov for at kunne indrapportere deres tid, når de er på farten, mens andre har behov for at kunne alt, de kan på farten, som når de er hjemme på kontoret.
Det er derfor ret væsentligt, at virksomheder organiserer sig som en virksomhed, der kan håndtere ændringer og blive mobil de steder, det er væsentligt, både inde og ude.
- På en måde kan man sige, at verden er blevet flad på mange måder. Vi har fået værktøjer, der viser, at folk kan arbejde på mange forskellige måder, og på den måde bringer folk tættere sammen. Men mobilitet skal være en almindelig del af hverdagen, ikke noget man skal tænke specielt over, siger Patrick Tickle.
Bagsiden af medaljen
For Patrick Tickle betyder det, at hele mobilitetsbegrebet har været en stor disruptiv faktor for arbejdsstyrken, og det er en god ting. Mobiliteten har nemlig potentialet til at få medarbejdere såvel som arbejdsgivere til at kigge arbejdsgangene grundigt igennem.
- Faktisk er vigtigheden af det helt rigtige værktøj kommet i fokus. Vi står nu i en situation, hvor medarbejderen altid har ret, så hvis et givent værktøj er det rigtige, så skal han også have det, pointerer Patrick Tickle.
Men intet kommer uden en pris, og mobiliteten har også en skyggeside, nemlig det med at arbejde alle steder på alle tidspunkter.
- Såvel virksomheder som medarbejdere skal være meget påpasselige. For der er en meget reel risiko for, at folk begynder at arbejde altid. Grænsen mellem arbejde og privatliv flyder ud, og det skal håndteres korrekt, pointerer Patrick Tickle.
Så når mobiliteten flytter ind i en virksomhed, så skal de sørge for, at de nødvendige retningslinjer bliver etableret fra starten af.
- Både ledelse og medarbejdere skal lære at bruge mobiliteten korrekt, så alle får det maksimale udbytte af de nye muligheder, siger Patrick Tickle.
Væk med standardiseringen
Der er det nødvendigt at omfavne den nye virkelighed, for på den måde kan alle blive mere produktive, mere engagerede og lettere ved at balancere arbejde og privatliv.
- Men det kræver, at du genopfinder dig selv, ellers vil andre tage din plads, siger Patrick Tickle.
Han fortsætter med at fortælle at hos Planview, har alle deres værktøjer mobilitet som omdrejningspunkt. Men samtidig er det vigtigt, at du som virksomhed har styr på dine ressourcer, og i den mobile verden kalder de det for Collaborative Work Management.
- Det er også væsentligt, at man husker, at bare fordi man går mobilt, så er det ikke et spørgsmål om at erstatte ting, faktisk så bliver der bare lagt flere værktøjer til, slutter Patrick Tickle.