Populært at parkere via mobilen
I takt med at der bliver flere og flere steder det koster penge at parkere, tager danskerne mobilen til sig, som metoden til at betale p-afgiften
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
EasyPark er den mest udbredte parkeringsapp i Danmark, den dækker 98% af landets parkeringspladser, og antallet af parkeringsbetalinger der fandt sted er siden 2013 steget med 91%. EasyPark fortæller at det betyder at Danmark nu er langt foran lande som Sverige, Tyskland og Spanien når det kommer til betaling af P-afgifter via mobilen.
Morten Hother Sørensen, adm. direktør hos EasyPark mener at forklaringen skal findes i, at danskerne er meget trygge ved at bruge mobilen som betalingsløsning.
- Danskerne er europamestre i at bruge digitale løsninger, og vi har samtidigt en høj tillid til online betalingsløsninger sammenlignet med andre EU-lande. Vi oplever, at billisterne foretrækker at betale for parkering med mobilen, fordi det er nemmere og sparer dem for ekstra omkostninger. De betaler kun for den tid, de parkerer og slipper for at fodre automaten unødvendigt med mønter – blot for at være på den sikre side, siger Morten Hother Sørensen.
Ved at gøre det let at parkere og betale, kan trykket på storbyens vejnet muligvis mindskes. Flere analyser viser, ifølge EasyPark, at op mod en tredjedel af trafikken i storbyerne skyldes bilister, som søger efter parkeringspladser. Rambøll har for nyligt vist, at jagten efter p-pladser medfører øget trængsel i kommuner og det fører til mere luftforurening.
- For os handler det om, at vi gerne vil gøre parkering nemt for billisterne. Parkering handler om meget andet end blot at stille bilen og betale for den parkerede tid. Parkeringsoplevelsen starter i det øjeblik, vi sætter os ind i bilen derhjemme, og det er en del af den totale oplevelse af at være billist i byen. Tiden, vi bruger på at finde en parkeringsplads, er en del, men tiden vi bruger på at søge efter ledige p-båse er også med til at skabe trængsel, siger Morten Hother Sørensen og fortsætter:
- Vi har kun kradset i overfladen af den enorme udvikling, der lige nu sker inden for intelligent kørsel og parkering. Vi vil se et boom i udviklingen af innovativ teknologi, som kan være med til at transformere byernes infrastruktur og skabe intelligente transportnetværk – der igen kan sikre mere effektiv kørsel og mindre trængsel, siger Morten Hother Sørensen.