Radarteknologi skal forbedre mobilforbindelsen

Radarteknologi skal forbedre mobilforbindelsen

Nyt samarbejde mellem Aalborg Universitet og teknologivirksomhederne Intel og Wispry skal med en stor investering fra Innovationsfonden løse problemet og udvikle verdens bedste mobilantenner med inspiration i radarteknologi

Del artiklen på

I dag har stort set alle mobiltelefoner indbyggede antenner, som peger bredt ud i alle retninger for at opfange signal. Det betyder ifølge professor Gert Frølund Pedersen fra Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer, at selv de bedste moderne mobiltelefoner mister ca. 90% af det signal, der er i luften. Hvis hastigheden og stabiliteten skal op, er det helt nødvendigt, at antenneteknologien bliver bedre, siger han.

I fremtidens mobiltelefoner skal antennens signal styres præcis derhen, hvor der opnås bedst forbindelse. Teknologien bag har hidtil været anvendt i dyrt forsvars- og overvågningsudstyr som elektronisk styrede radarsystemer. Nu skal teknologien kunne bygges ind i mobiltelefoner som del af fremtidens 5G.

- Udviklingen af antenner og viden om dem kan skabe mange videntunge arbejdspladser her i Nordjylland, siger Gert Frølund Pedersen. Han forudser, at den nye teknologi skal være klar inden 2020, fordi udrulningen af 5G-netværket venter lige om hjørnet.

For at kunne gøre det, skal der udvikles mange små antenner, der kan arbejde sammen om at styre signalretningen, på samme måde som en TV-antenne skal pege i den rigtige retning for at få det bedste billede. Udviklingen kræver et apparat sammensat af nye mobilantennetyper, digitalt styret højfrekvenselektronik og høj processeringshastighed.

- Fremtidens ingeniører skal kunne beherske den komplekse udfordring, det er at få så mange discipliner til at virke sammen og samtidig gøre det småt og billigt, siger Gert Frølund Pedersen.

Her kommer konsortiets sammensætning ind i billedet. Aalborg Universitet er kendt for sin antenneforskning, Intel Mobile Communications Denmark er kendt for sit mobile systemkendskab, og Wispry Denmark bygger bro imellem de to verdener med sin førende teknologi inden for digital tuning af højfrekvenskredsløb baseret på MEMS (Micro Elektro Mekaniske Systemer).

Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs siger om projektet:

- Viden og innovation er nogle af vores stærkeste råstoffer. Det er det, Danmark skal leve af. Derfor er det også vigtigt, at Innovationsfonden støtter projekter, som både har udsigt til at gøre vores hverdag lettere og kan være med til at skabe danske arbejdspladser. Jeg ser frem til at følge projektet og glæder mig til, at min telefon i fremtiden selv kan finde det bedste signal.

- lb