Spændende samarbejde

Excitor indgår samarbejde med Indiens største teleselskab Airtel om levering af BOYD-løsning

Del artiklen på

Airtel er Indiens største og et af verdens fem største teleselskaber målt på antal abonnenter, har valgt danske Excitors Dynamic Mobile Exchange (DME) for at kunne tilbyde sine kunder en sikker 'bring your own device, (BYOD)-løsning. 

Med DME kan Airtel nu tilbyde en løsning, som rækker langt ud over traditionel Mobile Device Management (MDM). Løsningen består i en sikker 'container' til virksomhedens mails, kalender, kontakter og andre forretningsapplikationer som intranet, Sharepoint og ERP-systemer på en lang række mobile enheder.

Aftalen med Excitor gør det muligt for Airtel at distribuere DME til sine virksomhedskunder i Indien under navnet 'Airtel DME'.

- Virksomhedskulturen i Indien ændrer sig i takt med, at nye tendenser som BYOD vinder frem. Det estimeres, at ca. 70 procent af professionelle smartphone-ejere benytter deres private enheder til at tilgå virksomhedsdata. Men op imod 80 procent af den aktivitet, som foregår i BYOD-regi, er fortsat utilstrækkeligt styret, og store huller i sikkerheden bliver derfor ikke adresseret, siger Drew Kelton, President Airtel Business, Bharti Airtel. 

Det betyder, at mange virksomheder efterspørger innovative løsninger, som gør det muligt for dem at tage kontrollen og udnytte de fordele, der følger med BYOD-fænomenet – uden at kompromittere virksomhedens data.

- I Airtel står vi konstant med den udfordring, at vi gerne vil kunne tilbyde vores virksomhedskunder innovative og skalerbare løsninger, så de kan følge med udviklingen. DME er en sikker mobilløsning, som gør det muligt for virksomheder altid at lade deres ansatte tilgå virksomhedsdata – uanset hvor de befinder sig, forklarer Drew kelton. 

Indien har det tredjestørste antal mobilbrugere i verden og oplever årligt en tocifret vækst i salget af smartphones. Det gør Indien til et virkelig interessant marked for danske Excitor.

- Virksomheder anerkender efterhånden, at det er nødvendigt at gå ’beyond’ MDM for at kunne give medarbejderne den frihed, de forventer, på deres egne enheder, siger Bo Ekkelund, Marketing Manager hos Excitor.

Han fortsætter:

- Airtels valg af Excitor DME cementerer løsningens høje kvalitet. Med DMEs Corporate Container til at sikre ikke bare forretningsmails men også virksomhedens intranet og applikationer på mobile enheder, har vi ramt et vigtigt behov på markedet. Nu er Airtel klædt på til sin markedslederposition.

-hawin