Styr mobiltelefonen med øjnene

Den danske iværksættervirksomhed The Eye Tribe står i spidsen for et projekt, der skal gøre øjenstyring af telefoner og tablets til hvermandseje.

Del artiklen på

Forestil dig, at du kunne låse din mobiltelefon op uden at indtaste pinkode, men bare ved at kigge på den. Og tænk, hvis din iPad automatisk kunne bladre til næste side, fordi den vidste, hvornår du havde læst siden færdig. Og hvad hvis du kunne spille et spil med øjnene? Alt sammen kan faktisk lade sig gøre.

Det sker med et lille kamera, som kan aflæse, hvor du kigger hen. Princippet er ikke nyt, men bruges i dag kun til dyre specialiserede devices, fx til handikappede. Med den lille iværksættervirksomhed The Eye Tribes teknologi vil øjenstyring snart kunne indbygges som standard på de fleste smartphones. Det kan revolutionere brugen af smartphones på samme måde som touch-screens gjorde det for få år siden.

Udviklingen går stærkt, og det kan meget vel blive danske virksomheder, der får det kommercielle gennembrud. En sammenslutning af danske virksomheder og universiteter har nu fået Højteknologifondens midler i ryggen og kan dermed få det afgørende boost fremad.

- Vi har en banebrydende teknologi, som på sigt kan blive standard for mobiltelefoner. Vækstpotentialet er gigantisk, og vi har lige nu et helt unikt udgangspunkt. Vi kan med det her projekt opbygge et solidt udviklingsteam her i Købehavn, hvor vi er tæt på forskningsgrupperne fra IT-Universi-tetet og DTU. Vi kan få adgang til meget højt kvalificeret arbejdskraft, siger administrerende direktør Sune Alstrup Johansen fra The Eye Tribe.

Virksomheden har allerede et tæt samarbejde med forskningsmiljøerne, som er begejstrede over støtten.

- IT-Universitetet har i over 10 år været blandt verdens førende udviklere af øjenstyring til handicappede. Samarbejdet her er en fantastisk mulighed for at bringe denne teknologi ud til et bredt marked og gøre den så billig, at alle handicappede kan få råd til den, siger John Paulin Hansen fra IT-Universitetet i København

Også spilindustrien ser vækstpotentiale i teknologien

- Det, at vi nu er i stand til at spille spil ved brug af øjnene, er fascinerende og åbner for et utal af nye spændende muligheder både for nye brugere og nye spiloplevelser. Vi ser meget frem til udforske disse muligheder gennem dette nye forskningssamarbejde, siger Mikkel Lucas Overby fra Serious Games Interactive.

-mo