Telenor lukker mobilhuller i Rønbjerg og Staby

Telenor rejste i sidste uge to nybyggede mobilmaster i henholdsvis Rønbjerg ved Skive og i Staby ved Ulfborg. Dermed bliver to irriterende mobilhuller erstattet af fuld mobildækning med både 2G-, 3G- og 4G- signal

Del artiklen på

Med de to nye master har Telenor gennemført hele den ambitiøse udbygning af mobilnetværket, som blev aftalt med de seks kommuner Lemvig, Holstebro, Struer, Ringkøbing-Skjern, Skive og Herning.

Det er ikke hver dag, at der bygges en helt ny mobilmast, men i sidste uge rejste Telenor hele to af slagsen – en i Rønbjerg i Skive kommune, og en i Staby i Holstebro kommune. I Rønbjerg blev signalet fra masten aktiveret i forgårs, mens Telenor er i gang med at trække de sidste kabler til masten i Staby og regner med at kunne tænde for mobilsignalet inden jul.

Begge master er udstyret med alle de nødvendige antenner til 2G, 3G og 4G, så borgere og lokale erhvervsdrivende får glæde af stærkt forbedret mobildækning til både samtaler og mobilt internet. Hvor der før i bedste fald var udendørs taledækning, vil der fremover typisk være god dækning både indendørs og udendørs, og både til samtaler og mobilt internet.

Den nye mast i Rønbjerg, der er placeret hos en landmand sydvest for Skive, er 42 meter høj og giver god dækning i Rønbjerg, Gammel Rønbjerg, Kisum og Estvad. Masten forbedrer også dækningen på hovedvej 34 mellem Skive og Herning samt på togstrækningen mellem Skive og Struer.

Også den nye mast i Staby er 42 meter høj og giver god dækning i Staby, Nørgård, Herredtoft, Husby og den norlige del af Øby. Mobildækningen forbedres samtidig på hovedvej 537 mellem Ulfborg og Husby.

- Det er altid en glæde at indvie en ny mobilmast, fordi mobilnetværket er blevet så vigtig en infrastruktur for både privatpersoner og virksomheder. I Rønbjerg og Staby lukker vi to mobilhuller, og samtidig lægger vi sidste hånd på opfyldelsen af den plan for dækningsforbedring, som vi fremlagde sammen med de seks kommuner tidligere på året, siger Telenors netværksdirektør Peter Nødbak.

De nye mobilmaster er fuldt funktionsdygtige, så snart de bliver tændt, men signalet fra nye master kan være lidt ustabilt de første fjorten dage efter idriftsættelsen, indtil fintuningen er afsluttet.

Telenors opgradering

Opgraderingerne fordeler sig på fire typer:

* En ny mast eller nye mobilantenner etableres: Hvor der før var et ”mobilhul” er der nu god dækning på både 2G, 3G og 4G.

* En mast opgraderes fra 2G til 3G: Både tale- og datadækningen får et løft, men forskellen kan især mærkes på datadelen: Hvor der før stort set ikke var mobilt internet, er der nu god dækning og fine hastigheder på mobilt internet.

* En mast opgraderes fra 2G til både 3G og 4G: Samme effekt som ovenfor, dvs. fra stort set intet mobilt internet til godt mobilt internet. Med 4G, som er den nyeste standard for mobilt internet, får man desuden endnu højere datahastigheder end på 3G.

* En mast opgraderes fra 2G og 3G til også at have 4G: Hastigheden på mobilt bredbånd stiger.

- lb