Telmore klar med ny roamingpakke
Flere af de store teleudbydere har allerede roaming-fri produkter, og nu følger Telmore trop. Men i modsætning til andre, så har de ikke inkluderet det i standardabonnementerne, men oprettet det som selvstændigt mobilabonnement
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
Sommerferien nærmer sig med hastige skridt, og hos Telmore er man nu klar med en roaming-pakke, hvor tale og sms/mms og 1 GB data kan bruges i hele EU, Norge, Island, Lichtenstein og Schweiz.
Mobilproduktet koster 149 kr. og inkluderer i øvrigt 15 timers tale og 20 GB, når man opholder sig i Danmark. Indtil i dag har det hos Telmore ikke være muligt at købe et ”stand alone” abonnement inkl. roaming. Ville man have lidt data, tale og sms med i kufferten, krævede det tilkøb af en tillægspakke til 29 kr. med 100 MB data. Nu er man altså klar med en reel pakke til 149 kr., der indeholder 10 gange så meget data og samme gode vilkår for brug af tale- og sms-tid.
- Hos Telmore forsøger vi løbende at tilpasse vores produkter efter vores kunders ønsker, og derfor kommer vi nu med et reelt roaming-produkt, der dækker langt de flestes behov, når de rejser på ferie i EU. Vi har løbende fået henvendelser fra vores kunder, der ønskede mere data end de 100 MB, og det ganger vi altså op med 10 nu, fortæller Jens Grønlund, administrerende direktør for Telmore.
Samtidig understreger Telmore-direktøren også, at man stadig har det største fokus på at give kunderne værdi for pengene hele året og ikke kun, når de rejser i EU:
- Vi er generelt optaget af at sikre de bedste tjenester til mobilpakken – ud over data, tale og sms/mms – som vi ved, at kunderne sætter pris på. Det gælder bl.a. vores musiktjeneste Telmore Musik, der giver ubegrænset adgang til millioner af musiknumre og naturligvis vores Play-abonnement, der bl.a. giver adgang til streamingtjenester som HBO Nordic, C More, TV 2 Play, Mofibo mv., forklarer Jens Grønlund.
Hvorfor Telmore ikke har inkluderet de roming-fri produkter i eksisterende abonnementer forlyder der endnu intet om.