Unge dropper kontanterne
Mønter og sedler er et uddøende fænomen i unges lommer. Kun hver fjerde dansker mellem 18 og 35 år går rundt med kontanter i pungen til daglig, viser en ny undersøgelse fra 4T
Del artiklen påTil gengæld har 98 procent af de unge som regel mobilen ved hånden, og inden længe kan den erstatte både femkroner og hundredekronesedler i lommen.
På beløbet? Mønter og sedler er et uddøende fænomen i danskernes lommer, mens vi svinger betalingskortet mere og mere.
Kun halvdelen af danskerne har kontanter på sig til daglig, og blandt de unge mellem 18 og 35 år er det kun en fjerdedel, der går rundt med mønter og sedler i lommen. Til gengæld har vi oftest mobilen og betalingskortet med os.
93 procent af danskerne og hele 98 procent af de 18-35-årige har altid mobiltelefonen på sig, mens 86 procent af os som regel har betalingskortet i nærheden.
Dermed er mobiltelefonen den genstand, som vi oftest har på os. Det viser en ny befolkningsundersøgelse, som 4T Mobile Payments har fået foretaget gennem Epinions Danmarkspanel.
Mobilen vil erstatte både kontanter og kort
Som det folkefærd, der anvender betalingskort allermest, har danskerne helt vænnet sig af med at have kontanter på sig. Ifølge administrerende direktør i 4T Peter Bredgaard vil vi snart kunne erstatte både kontanter og kort med betalinger via mobilen.
-Mobilen har vi altid på os, mens småindkøbene i hverdagen på steder, der ikke tager dankort, eller hvor vi selv er kommet af sted uden dankort, er en udfordring. Her gør mobilen det nemt, siger Peter Bredgaard, der er administrerende direktør i 4T.
4T, som er stiftet af de fire teleselskaber Telenor, Telia, TDC og 3, arbejder på en mobil tegnebog, så mobilen på sigt helt kan overtage både kontanternes og betalingskortenes plads.
I første omgang vil man kunne bruge mobiltegnebogen til at betale med i online-butikker og senere hen i de fysiske butikker.
-Når nu mobiltelefonen er blevet så central en del af vores liv – og særligt blandt de unge – så mener vi, at det er oplagt at give danskerne nye mobile muligheder. Mobilen bliver fremtidens betalingsmiddel. Derfor er vi på vej med en mobil tegnebog, der kan bruges til at betale med – nemt, hurtigt og sikkert, siger Peter Bredgaard.
Stort potentiale i mobile betalingsløsninger
Ud over at være nemt for forbrugerne rummer kontantløs betaling potentiale for store samfundsgevinster.
Ifølge Nationalbanken koster det omkring seks milliarder kroner om året at håndtere kontante betalinger – cirka syv kroner per kontantkøb, mens omkostningen per betaling med dankort er cirka tre kroner.
-Ved at anvende mobile betalingsløsninger bliver det muligt for virksomhederne at reducere brugen af kontanter. Det kan være med til at reducere deres omkostninger, da kontanterne er dyrere at håndtere.
- Samtidig kan det give en større sikkerhed for medarbejderne i butikkerne, da de ikke skal have store mængder kontanter i kassen, der ellers kan være et fristende mål for kriminelle, siger Peter Bredgaard.
I løbet af de kommende år er det ambitionen, at den mobile tegnebog skal kunne rumme alt fra dankort og loyalitetskort til billetter og id-kort som sygesikringsbevis og pas, så mobilen er alt, man behøver at have i lommen.
Fakta
51 procent af danskerne har som regel kontanter på sig. For mænd er tallet 59 procent og for kvinder er det 42 procent.
Blandt de unge (18-35-årige) er det kun 26 procent, der som regel har kontanter på sig.
Danskere, der har en smartphone, har i mindre grad end øvrige danskere kontanter på sig. Kun 43 procent af alle danskere med en smartphone har til daglig kontanter på sig.
86 procent af danskerne svarer, at de som regel har betalingskort på sig. Blandt de unge (18-35-årige) er tallet 87 procent.
Til gengæld har vi nærmest alle mobiltelefonen på os. 93 procent af danskerne har som regel mobiltelefonen inden for rækkevidde, mens hele 98 procent af de unge (18-35-årige) har den i nærheden. Dermed er mobilen den genstand, flest danskere altid har på sig.
34 procent af danskerne vil gerne kunne betale med mobilen i fysiske butikker. Det gælder især mænd (43 procent).
Om undersøgelsen
Undersøgelsen ”Danskerne og mobilbetaling” er baseret på 1003 webinterview af 18-75 årige danskere indsamlet via Epinions Danmarkspanel i perioden 18. juni til 26. juni 2013.