Verdens største mobilmesse får indendørs navigation fra dansk virksomhed

Verdens største mobilmesse får indendørs navigation fra dansk virksomhed

Det er danske MapsPeople der skal levere den indendørs navigation til 100.000 besøgende på verdens største mobilmesse, Mobile World Congress 2017 i Barcelona

Del artiklen på

Mobile World Congress er med sine 100.000 årlige besøgende verdens største messe for mobilteknologi, og de allerstørste spillere fra branchen er hvert år at finde på messen. Messen afholdes i det enorme messecenter, FIRA Barcelona, og er spredt over 8 udstillingshaller, som til sammen dækker 240.000 m2 og indeholder 45 restauranter og 2 helikopterlandingspladser.

MapsPeople er blevet udvalgt af FIRA Barcelona og GSMA, arrangørerne af messen, til at levere indendørs navigation, som bliver en del af den officielle MWC 2017 app.

- Det er en yderst attraktiv kunde for os. Både fordi, det er en fantastisk reference, men også fordi alle de største virksomheder fra vores branche kommer i berøring med MapsIndoors under messen. Det har en meget stor værdi, og vi glæder os meget til at løfte opgaven og til at se, hvad den kan føre med sig, fortæller CCO i MapsPeople, Jonas Berntsen i en pressemeddelelse.

MWC skal via Google Maps bindes sammen med resten af Barcelona

Et af de helt centrale elementer for Fira Barcelona i valget af leverandør var, at de indendørskort skulle kunne forbindes med resten af byen. Gæsterne skal let kunne få en rute fra deres hotel og helt ind til en specifik stand på messen.

Netop fordi MapsIndoors er bygget på Google Maps, er overgangen fra udendørs navigation til den indendørs en mulighed. Deltagerne kan med MapsIndoors ligeledes lave deres egne helt personlige dagsplaner over de stande, de vil besøge i de enorme haller og få den mest optimale rute rundt på messen. Og netop messens størrelse gør denne feature vigtig. Antallet af besøgende giver endnu en udfordring: Netadgang. Derfor var det også et centralt parameter for Fira, at MapsIndoors kan fungere offline.

For at skabe en totaloplevelse for både slutbrugeren, udstillerne og arrangørerne samarbejder MapsPeople med to internationale spillere om opgaven: Franske Polestar er eksperter i indendørs positionering, som ikke kun giver brugerne navigation i de enorme haller, men også giver arrangørerne vigtig information om, hvordan de besøgende bevæger sig rundt på messen. Spanske MOCA en digital platform til brug i forhold til proximity marketing og push-beskeder til brugerne, som udstillerne kan drage stor nytte af. I samarbejde leverer de 3 virksomheder en vigtig digital platform, som arrangørerne forventer bliver brugt flittigt under hele MWC 2017. I 2016 downloaded 48% den officielle MWC app, og der er en klar forventning om, at det tal bliver markant højere i 2017.

Mobile World Congress 2017 finder sted fra den 27. februar - 2. marts 2017, og IT-Reload er naturligvis til stede.

- lb