Virksomheder går efter mobilløsninger
- Som et led i den stigende effektivisering leder mange mellemstore virksomheder efter måder at tage kompleksiteten ud af virksomheden, siger Sigurd Leth fra 3. (Foto: 3)

Virksomheder går efter mobilløsninger

Selvom der stadig findes mange fastnet-installationer hos danske virksomheder, så går de i stigende grad efter ’mobile only’ løsninger, vurderer teleselskabet 3

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen

Vi lever i en tid, hvor mobile løsninger bliver mere og mere almindelige i danske virksomheder. Medarbejderne er vant til fra deres privatliv at kunne tage deres telefon med sig og at kunne arbejde, uanset hvor de måtte befinde sig.

- Der er ingen tvivl om, at vi ser virksomhederne bevæge sig hen mod rendyrkede mobile løsninger, det vi kalder for ’mobile only’. Vi ser stadig en masse virksomheder med IP telefoniløsninger og for den sags skyld også med fastnetløsninger. Men tendensen mod mobile løsninger er tydelig, siger Sigurd Leth, erhvervsdirektør hos teleselskabet 3.

Skal være let

Årsagen til mobilitetstrenden er mange, men ifølge Sigurd Leth er en af dem, at det letter hverdagen for såvel brugere som virksomheder. Dels vil medarbejderne få muligheden for at arbejde langt mere fleksibelt, dels vil virksomhederne få mulighed for at lade medarbejderne have kontakt med virksomheden, uanset hvor de måtte befinde sig. Men endnu mere væsentligt er det, ifølge Sigurd Leth, at hverdagen bliver lettere for såvel virksomheder som private.

- Som et led i den stigende effektivisering leder mange mellemstore virksomheder efter måder at tage kompleksiteten ud af virksomheden, og mobile only er en af måderne, de kan gøre det på, og det har de opdaget, siger Sigurd Leth.

Han fortæller, at netop den parameter, at gøre ting lettere for alle, er noget som 3 bygger deres løsninger og forretning på. Et eksempel er deres 3LikeHome produkt, hvor brugerne kan roame i hele Europa, USA og dele af Asien, uden at skulle betale de frygtede roaming-afgifter.

- Vores kunder ønsker den enkelthed, og den vil vi have ind i vores produkter, forklarer Sigurd Leth.

Han ser det som en væsentlighed, at produkter til kunderne er simple, eller gør livet enkelt for kunderne. Det kunne f.eks. være produkter, der hjælper virksomhederne med at få lettere afregning og rapportering.

- Derfor er jeg også sikker på, at det næste store bliver Value-as-a-Service, så produkter og tjenester kan hjælpe små og mellemstore virksomheder. Det kunne også være produkter, der hjælper kunderne med at lave lettere afregninger og rapporteringer. Alle kigger efter det, der gør det lettere, og her er mobile løsninger og løsninger til mobile produkter noget, der virkelig kan hjælpe, forklarer Sigurd Leth.

Mobilitet til brugerne

Hos 3 har de bygget en forretningsmodel op omkring simplicitet, og tanken er, at produkterne skal gøre det lettere og enklere for kunderne.

- Det er vores opgave et udfordre, vi vil være først med nye produkter og derigennem give vores kunder de værktøjer, der kan gøre hverdagen lettere og mere automatisk, siger Sigurd Leth.

Han oplever, at der blandt virksomhedernes medarbejdere er en stor forståelse for den øgede mobilitet i virksomhederne.

- Der er ingen tvivl om, at medarbejderne godt vil mobilitet, og det bliver endnu større med de næste generationer. Den generation, der er på vej, vil stort set kun mobilen, de har endda droppet tv’et. Det er en generation, der kommer til at tænke helt anderledes end os, og de vil have, at ting skal være enkle, siger Sigurd Leth.

Naturligvis vil der være folk, der holder fast i de gamle teknologier, men det er også ok. Men i længden vil det ikke give mening. Mobiliteten giver muligheder og besparelser, som der ikke findes i dag, og det skal udnyttes.

- Men samtidig giver mobilitet også et dilemma, for hvis mobile enheder skal de så bruge? Virksomhedens eller deres egen? Personligt tror jeg, at virksomhederne kommer til at give sig og give folk det, de vil have. Men samtidig skal de også holde kontrollen over enhederne, så de hele tiden har kontrol over indhold og data, slutter Sigurd Leth.