e-conomic solgt til international kapitalfond
Udbyderen af cloudbaserede regnskabssystemer til mindre virksomheder, gazellevirksomheden e-conomic, er solgt til kapitalfonden HgCapital
Del artiklen påIt-virksomheden e-conomic, der leverer cloudbaserede regnskabssystemer til SMV-markedet, har trodset de internationale krisetegn og skabt en forretningsmæssig succes både i og uden for Danmarks grænser.
Succesen er ikke gået upåagtet hen. Således har den internationale kapitalfond HgCapital netop købt virksomheden, som fonden vil gøre til verdens førende i sit segment.
e-conomic udbyder cloudbaserede regnskabssystemer til små og mellemstore virksomheder.
- Vi er sikre på, at virksomheden har potentialet til at blive nr.1 i verden inden for sin sektor, og vi vil arbejde tæt på direktør Torben Frigaard Rasmussen og hans kolleger for at forløse potentialet. Det er vores ambition at skabe mange nye arbejdspladser for e-conomic – både i Danmark og mange andre steder i Europa, siger Nic Humphries, partner og CEO i HgCapital om købet af den danske it-gazelle.
e-conomic har siden grundlæggelsen i 2001 haft stor succes. Virksomheden har i dag over 100.000 kunder herhjemme og i udlandet, der bruger e-conomics cloudbaserede regnskabssystem til at få styr på regnskab, timer, lager etc.
– Forretningen blev netop grundlagt, fordi e-conomics grundlægger, revisoren Jacob Wandt, stillede sig selv det indlysende spørgsmål: Kan mindre virksomheders regnskab og administration ikke gøres mere fleksibelt, lettere og langt mere smertefrit?
- Han så jo i sit arbejde, hvordan iværksættere og SMV’ere var ved at brække halsen på store, dyre og ufleksible regnskabssystemer. Det blev startskuddet til e-conomic, siger administrerende direktør Torben Frigaard Rasmussen, der overtog posten som administrerende direktør i 2008 efter en kort periode i virksomhedens bestyrelse.
e-conomic har overgået egne forventninger og har i dag allerede 60.000 kunder inden for virksomhedens kerneprodukt, bogføring.
Virksomhedens faktureringsprodukt, Debitoor, har i dag 100.000 kunder og e-conomic er aktiv i otte europæiske markeder som Skandinavien, Storbritannien, Tyskland og Spanien.
Virksomheden beskæftiger 130 medarbejdere og havde i 2012 en omsætning på over 96 millioner kr. – en rekordfremgang på 33 pct. fra 2011. Virksomheden fik alene i 2012 23.000 nye erhvervskunder.
-hawin