Informationen flyder begge veje

Informationen flyder begge veje

Kommunikationen via data på bredbåndet bliver i stigende grad interaktivt og kræver øget båndbredde til uploading af informationer


Informationsstrømmene på nettet er lige ved hånden og er sjældent mere end et enkelt klik væk. Vi downloader og streamer og udveksler data i en lind strøm.


Det kræver plads på bredbåndet. Vi er vant til at downloade med høje hastigheder og forventer nærmest som en naturlov, at hastighederne på bredbåndet stiger og stiger i takt med, at behovet for at hente større og større mængder data melder sig.


Downloader vi med rigtig høje hastigheder, har vi imidlertid vænnet os til at uploade med noget lavere hastigheder af hensyn til pladsen på bredbåndet.


Kolossale mængder data


Som den teknologiske, den kommunikative og mediemæssige udvikling skrider frem, virker det dog som lidt af et paradoks.


I hvert fald hvis det står til Niels Zibrandtsen. Han er stifter og administrerende direktør i udbyderen af løsninger til data- og telekommunikation og housing, Global Connect.


Han forudser, at det er formidlingen af data den anden vej, som inden længe fylder mest.


- Vi står i en situation, hvor høj hastighed på bredbåndet er vigtigere end nogen sinde for både den erhvervsmæssige og samfundsmæssige udvikling. Vi henter kolossale informationsmængder ned, men mængden, vi selv skaber og formidler, stiger også til svimlende højder og foregår faktisk også eksponentielt. Og det stiller krav til båndbredden, siger Niels Zibrandtsen.


Informationer tur-retur


Som han forklarer, har der været og er stadig politisk bevågenhed om brugen af it. Både i erhvervsmæssig sammenhæng, forskningsmæssigt og for den enkelte bruger.


Man ønsker fra politisk side, at virksomheder etablerer hjemmearbejdspladser for medarbejderne, ser gerne, at it bliver integreret i undervisningen på skoler og gymnasier og på de højere læreranstalter, ligesom brugen af bredbånd til både computere, teletjenester og tv-ydelser er eksploderet i de private hjem.


- Det afgørende er, at vi ikke længere kun er benovede over, at vi kan modtage data og svælge i websites og forskellige tjenester. Vi forholder os som borgere, forbrugere og tænkende væsener til de informationer og de ting, vi modtager via bredbåndet. Vi reflekterer over dem på en kreativ måde og sender i stigende grad data og informationer retur, forklarer Niels Zibrandtsen. 


Dummeretningen og videnretningen


Han mener faktisk, at der er tale om, at den æra, hvor vi bliver bombarderet med og dybest set kun modtager information, er ovre.


Det, Zibrandtsen kalder ’dummeretningen’, bliver afløst af flowet af afsendt information den anden vej, i ’videnretningen’.


Informationsmodtagere bliver mere og mere innovative og kreative. De loader selv billeder, film, musik og andre former for data.


Kommunikationen og teknologien er simpelthen interaktiv, hvad enten man sender forskningsresultater retur, man komponerer videre på musik med sin sangskrivermakker og sender tilbage, eller man spiller World of Warcraft online eller giver respons på indlæg i medierne ved at svare i levende billeder, som man uploader.


- Vi er på Facebook konstant og udveksler viden og information. Godt nok googler vi stadig, men snart vender strømmen, og så bliver der nok snarere tale om, at vi ’Facer’.


- Datamængderne i disse processer fylder mere og mere, og det kræver bevågenhed fra politisk hold, så vi får mulighed for at øge båndbredden ved at lægge flere kabler, der hvor det er påkrævet, siger Niels Zibrandtsen.


Monopolet brudt


Global Connect beskæftiger sig netop med at skabe infrastruktur til datatransmissionen via fiber.


I virksomhedens optik er adgang til fiber altafgørende, da fiberteknologi og højhastighedsnet indeholder et kæmpepotentiale for udviklingen af erhvervsliv og samfundet som helhed.


Jo flere, som har adgang til fiber, jo større er mulighederne for innovation og vækst i en globaliseret verden. Derfor tror man i virksomheden på, at alle bør have adgang til fiber.


Niels Zibrandtsen arbejdede for Brüel & Kjær, NCR, ABB, Dataco og Radiometer International, før han startede egen virksomhed Zone Systems.


I 1997 brød Zone Systems det statslige monopol på det skandinaviske telekommunikationsmarked mellem Sverige, Telia, og Danmark, Tele Danmark, idag TDC.


Transmissionen var baseret på en radiokædeforbindelse. Det blev begyndelsen til GlobalConnect.


Fra Danmark til Nordtyskland


I 1998 deltog Zone Systems i Danmarks første fiberoptiske kabel-samgravning, og Zone Systems blev omstruktureret ved at dele firmaets aktiviteter op i to virksomheder. Et firma, Zone Systems A/S, skulle fokusere på hardware-produkter til broadcast- og telekomindustrien. Det andet, GlobalConnect A/S, skulle fokusere på fiberoptiske netværk og services til telekommunikation.


I løbet af 1999 udvidedes GlobalConnects udbygning af fiberoptisk netværk til at dække det meste af Danmark og Nordtyskland, og mere end 1,2 milliarder kroner blev investeret.


For at styrke virksomhedens økonomi bidrog den amerikanske venture fond Paradigm Ventures i marts 1999 med yderligere egenkapital.


Senere samme år blev den første store servicekontrakt på fiberoptik underskrevet med den første internationale teleoperatør, som snart blev fulgt af et antal andre vigtige kontrakter.


Sort fiber


Den første strækning gik fra København til Esbjerg og blev taget i brug i 1999, og den endelige udbygning af en fuld ringstruktur, der forbinder København med Hamborg, blev færdiggjort i december 2000.


I år 2000 startede virksomheden sin faktiske data- og telekommunikationsforretning. Forud for denne periode var GlobalConnect's forretning primært projektdrevet med fokus på udvikling og konstruktion af fiberoptisk netværk, og man var engageret i at forhåndssælge netværkskapacitet.


I 2001 byggede man en yderligere fiberring fra Kolding til Sæby, videre til Gøteborg og tilbage til København.


I løbet af 2001 blev virksomhedens netværk fuldt operationelt, og firmaet startede med at tilbyde netværkstjenester. Sort fiber havde været hovedproduktet for GlobalConnect, men transmissionskapacitet fik nu hurtigt større betydning som produkt.


GlobalConnect tilbyder i dag en bred vifte af andre produkter, som bruges af innovative og prisbevidste it- og teleselskaber.


Fremtidssikrede netværk


Blandt andet sørger de 12.000 kilometer fibernetværk, man har etableret, for en høj datasikkerhed, som er et stort kritisk tema for alle moderne virksomheder.


For nogle virksomheder, blandt andet for dem i finansbranchen, er ekstremt høj sikkerhed endda en grundpræmis for firmaets eksistens. Derfor har virksomheden datasikkerhed som et grundelement i alle sine løsninger.


Med Carrier Ethernet-løsningen blandes kundens strøm af IP-pakker aldrig med andre datastrømme i fibernetværket, og man styrer selv sine IP adresser.


Med en løsning, hvor man sender lys gennem fiber (WDM), bliver data båret på sin egen bølge af lys gennem fibernettet. Det er reelt fysisk umuligt at bryde ind i datastrømmen udefra.


Med en løsning i Sort Fiber er man sin egen netværksoperatør og styrer alting selv helt ned til det fysiske niveau. Sort fiber er den ultimative løsning for virksomheder, som ønsker et helt privat netværk uden nogen fysisk forbindelse til andre net.


- Vi har ved etableringen af vore fibernetværk fremtidssikret kapaciteten og har mulighed for, at en lang række kunder får dedikerede fibre i de rør, der er lagt.


- I Danmark har vi lagt fire rør, som hver rummer tre kabler, som hver består af 96 fibre. Den fiberring, der ligger omkring Hamborg, består eksempelvis af 13 rør. Vi var de sidste, som fik lov at grave, og det gjorde vi så med en fremtidssikring for øje, fortæller Niels Zibrandtsen.


Hurtig eksponering


Et af de områder, Niels Zibrandtsen har bevæget sig ind på, er broadcasting. Flere og flere virksomheder oplever, at det bliver vigtigere og vigtigere at kunne kommunikere med omverdenen og kommentere hændelser og begivenheder med billeder og lyd.


Helst så hurtigt som muligt. Og helst uden at vente på, at tv-stationerne ringer. Med etableringen af selskabet Giga Content får virksomheder nu muligheden for at etablere deres eget set-up med 10 Gbit fiberbaseret backbone, så man både kan sende og modtage data.


De store tv-stationer benytter også teknologien i ydelserne og kan booke sig ind og etablere forbindelser til de virksomheder, de ønsker at lave historier med. Det sparer dem for hele logistikapparatet med OB-vogne og kompleks teknik, der bliver rullet ud for et hurtigt interviews skyld.


- Her handler det igen om at kunne sende informationer ud af huset hurtigt og sikkert. Rigtig mange virksomheder henvender sig, dels for at booke sig ind fra tid til anden og dels for at få etableret egne tv-studier, så de hurtigt kan gå i luften og streame deres kommentarer på egne hjemmesider eller for at kunne komme hurtigt igennem til tv-stationerne og dermed opnå eksponering, siger Niels Zibrandtsen.