Virksomheder skal tænke mere digitalt
Ny undersøgelse viser, at topledelsens digitale forståelse er vigtig for, at virksomheder udnytter mulighederne ved en digitalisering af forretningen
Del artiklen påNy undersøgelse viser, at en tredjedel af virksomhederne mener, at de mangler kompetencer til at indtænke it i deres strategiske udvikling.
Analysen er baseret på godt 400 virksomheders it-anvendelse. Hele 76 procent bruger alene digitale løsninger til basale funktioner eller i begrænset omfang. Kun syv procent har udviklet egentlige digitale forretningskoncepter.
Der er flere barrierer for mere avanceret it-brug i virksomhederne: en tredjedel af virksomhederne peger på, at de mangler kompetencer til at tænke it ind i forretningsudviklingen.
Hele 40 procent er meget usikre på det afkast, de kan forvente ved at investere i it. Yderligere er top-ledelsens digitale kompetencer afgørende for den strategiske anvendelse af it.
- Der er store gevinster at hente, hvis vi kan få flere virksomheder til at bruge it til strategisk forretningsudvikling. Både for den enkelte virksomhed, og for samfundet. Nu giver vi analysen til Vækstteamet for IKT og digital vækst som et indspil til de drøftelser, vækstteamet skal have, inden det afleverer sine anbefalinger til regeringen efter sommerferien, siger Direktør i Erhvervsstyrelsen, Betina Hagerup.
Analysen, som IRIS Group har udarbejdet for Erhvervsstyrelsen, viser, at virksomhederne har fået positive resultater ud af deres it-investeringer.
De hidtidige gevinster omfatter effektivisering af interne processer og samspillet mellem kunder og leverandører. Virksomhederne forventer, at de fremtidige gevinster i høj grad vil komme inden for salg, innovation og forretningsudvikling.
Mange virksomheder efterspørger fleksible muligheder for uvildig sparring om investeringer i it. Det kan ske ved at tilknytte specialister til virksomheden og tættere tilknytning til videninstitutioner.
-hawin