Xerox mindsker trafikpropperne
På Xerox Research Centre Europe i Grenoble forsker man blandt andet i, hvordan man ekstraherer de mange udsagn, på de sociale medier. Man forsker også i, hvordan man får trafikken til at glide nemmere i storbyer
Del artiklen påAf Per Danielsen, Grenoble
Mange kender Xerox som firmaet, der satte den første fotokopimaskine på markedet i 1959. I dag er Xerox verdens største firma indenfor forretningsprocesser og dokumenthåndtering. Udviklingen foregår heller ikke mere udelukkende i det berømte Xerox PARC (Palo Alto Research Center) i Palo Alto, Californien.
Xerox PARC står bag den første laserprinter, det første Ethernet (læs mere i Telekommunikation 2/2013), det grafiske brugerinterface - som først var en kæmpe succes for Apple og senere for Microsoft- objekt-orienteret programmering, samt mange andre teknologiske fremskridt.
I dag har Xerox i alt fem forskningscentre; to forskningscentre i USA, et i Canada, et i Indien og et i Europa. Telekommunikation var inviteret til Grenoble i anledning af, at det var 20 år siden, man åbnede Xerox Research Centre Europe i Grenoble.
Fransk Silicon Valley
Grenoble er det franske svar på Silicon Valley i Californien med mange it-firmaer og universiteter. De enkelte Xerox forskningscentre har specialiseret sig, og centeret i Grenoble har specialiseret sig i analyse af tekst, billeder og data (big-data).
Der er 120 ansatte i centeret, som ligger smukt placeret i et gammelt slot med udsigt til bjergene. Forskerne kommer fra hele verden og er bredt sat sammen, da man både har dataloger, lingvistikere, sociologer, antropologer og matematikere. Ofte er det ingeniører, som udvikler prototyperne.
Centeret ledes af Monica Beltrametti, som har en ph.d. i teoretisk astrofysik fra Ludwig Maximilian i München.
Beltrametti fortæller, at med kompetencer inden for tekst, billeder og data kan man udvikle en lang række applikationer.
De applikationer, som bliver udviklet i Grenoble, vil man ikke se som Xerox produkter, men de bliver solgt videre til andre firmaer, som markedsfører dem under eget navn.
Tekstanalyse er ikke kun oversættelser, men også at kategorisere store mængder af data, hvis man har mange dokumenter. I nogle sprog skal man tage hensyn til ironi. Centeret arbejder også med dansk sprog.
Centeret samarbejder med universiteter i mange lande. De anvender blandt andet et program til analyse af tekst, som er udviklet i Grenoble.
Ægte sociale medier
Med de sociale medier har en masse mennesker pludselig fået adgang til at publicere en masse information. Men sjældent når de ud til en bredere kreds som traditionelle massedier i form af tv, radio eller aviser. Kun ganske få bloggere har en stor læserskare.
James Henderson forsker i, hvordan man kan sammenfatte en masse meninger om et emne og distribuere dem ud igen i en komprimeret form. Det vil efter Hendersons mening ændre den måde, folk kommunikerer på.
Der findes allerede måder at sammenfatte befolkningens holdninger på. En af dem er demokratiske valg, hvor hver stemme tæller ligeligt.
En anden fremgangsmåde er opinionsundersøgelser, hvor et udsnit af befolkningen bliver spurgt om deres holdning til for eksempel sodavand eller politikere.
Den sidste fremgangsmåde er protester, for eksempel Det arabiske Forår, som har fældet flere ledere i den arabiske verden. Sammenfattende for de tre fremgangsmåder er, at de er langsomme, har lav båndbredde og er dyre at gennemføre.
Big-data teknikker er under kraftig udvikling, men teknikkerne kan kun bruges på strukturerede data, da man ikke tager hensyn til kompleksiteten i sproget.
En af de muligheder man forsker i, er en ekstrahering af meninger, blandt andet med støtte fra EU. Blandt andet har man analyseret omtale af franske politikere, som man har kombineret med ord som økonomi. Nogle gange blandet med lidt sarkasme.
Et andet eksempel er et projekt om sociale medier i USA, hvor man har diskuteret det amerikanske sundhedsvæsen.
Her har man grupperet sætningerne i dem, som omtaler private og offentlige hospitaler positivt. Det bliver sammenholdt med, hvad man mener om betaling af skat til det offentlige.
I første omgang mener James Henderson, at de nye access tekniker kan blive meget populære, hvis deltagere på for eksempel Facebook kan følge med i, hvor mange der er enige med dem.
James Henderson mener ikke, at ekstraktionen kan håndtere kompleks argumentation og kan ikke bruges til dybdeborende journalistik. Til gengæld mener han, at spindoktorer kan anvende teknikkerne, da de kan prioritere politisk.
Grøn ikke mere overskriften
-Selv om centeret laver projekter indenfor grøn IT, så er ”grøn” ikke mere overskriften, forklarer Beltrametti. I stedet for bruger man analytics – også kaldet big-data- til at træffe bedre beslutninger baseret på store mængder data.
- Som eksempel nævner Beltrametti et trafikovervågningssystem i en storby, hvor man ud fra data om, hvor mange der kører med bus, tog, sporvogn på et givet tidspunkt, kan optimere trafikken. Det kan måske bedre betale sig at cykle eller tage af sted på et andet tidspunkt.
Et andet eksempel er trafikken i Los Angeles, hvor 30 procent af trafikanterne kører rundt og leder efter en parkeringsplads.
Ved hjælp af analytics kan man finde måder at regulere priserne for parkering og på den måde mindske antallet af bilister, der leder efter en parkeringsplads.
Centeret finansieres hovedsagelig af firmaer, som aftager de applikationer, der udvikles i Grenoble.
Kun en lille del af finansieringen kommer fra EU-projekter, men disse projekter giver også adgang til udveksling af information.
Den franske forskningsminister Geneviève Fioraso skulle også have deltaget i fejringen, men måtte på grund af en forestående rejse til Japan holde sin tale via en storskærm.
Fioraso fortalte, at det franske skattesystem er enestående i Europa, hvilket har bevirket, at 300 udenlandske firmaer de sidste 10 år har oprettet forskningscentre i Frankrig.