Atea køber Columbus’ Private Cloud-forretning

Atea køber Columbus’ Private Cloud-forretning

Med opkøbet af Columbus’ Private Cloud forretningsområde sætter Atea yderligere skub i to markante vækstområder; cloud og managed services. Salget er et led i Columbus’ Focus23-strategi, der forstærker Columbus’ position som kundernes foretrukne digitale rådgiver

Atea har indgået en aftale om at købe Columbus’ forretningsområde for Private Cloud Services. Aftalen har effekt fra januar 2021, og som en del af købet følger et mindre antal medarbejdere med over i Atea.

”Aftalen med Columbus har stor strategisk værdi for os. Vi har investeret kraftigt i cloud og managed services og har i 2020 oplevet betydelig vækst på de områder, der indgår i aftalen med Columbus. Det er et perfekt match, og vi ser os som en naturlig cloud-partner for de kunder, som vi nu overtager, og vi glæder os meget til at hjælpe dem videre på deres digitale rejse,” siger administrerende direktør i Atea, Kathrine Forsberg.

Investeringen i Columbus’ Private Cloud-forretning skal ses i sammenhæng med Ateas nylige aftale med SKAT samt en stor partnerskabsaftale med Microsoft om at bringe Azure-platformen ud til langt flere danske kunder. Som en del af sidstnævnte har flere hundrede Atea-konsulenter fået opgraderet deres cloud-kompetencer med de højeste certificeringer, og det hele er udtryk for Ateas markant øgede fokus på managed services og cloud.

Columbus fokuserer forretningen

Med salget af Private Cloud-forretningen fokuserer Columbus sin Infrastructure Managed Services-forretning på public cloud-løsninger, der er målrettet virksomhedens kunder indenfor nøgleindustrierne; fødevarer, detail og produktion.

”Med salget af vores Private Cloud services og kundeportefølje til Atea kan vi fokusere vores Columbus Care forretning på public cloud og vores store portefølje af Application Management Services, samtidig med at vi fremover sikrer vores Private Cloud-kunder den bedste ekspertise med Atea Cloud,” siger Hans Henrik Thrane, Interim CEO & Corporate CFO i Columbus.

Salget af Private Cloud-forretningen er et led i Columbus’ Focus23-strategi om at simplificere forretningen og i højere grad fokusere på digital rådgivning og services til større kunder. Columbus leverer i dag en bred vifte af løsninger indenfor Infrastructure Managed Services som private cloud, public cloud og application management under Columbus Care Services-paraplyen.

- lb