Multicloud er på fremmarch hos danske virksomheder

Multicloud er på fremmarch hos danske virksomheder

Ny analyse fra IDC Nordic kortlægger nordiske virksomheders brug af clouds. Den viser bl.a., at to ud af tre danske virksomheder benytter mere end én cloud-løsning; at virksomhederne i højere grad vil benytte sig af private clouds i løbet af de næste to år; samt at it- og datasikkerhed er virksomhedernes største udfordring i cloud computing

En dugfrisk nordisk IDC-analyse, som er udført for Dell Technologies på baggrund af besvarelser fra 200 it-beslutningstagere, viser, at to ud af tre (68 pct.) danske virksomheder benytter mindst to public cloud-løsninger og to private cloud-løsninger – altså multicloud-løsninger. Undersøgelsen, der kortlægger brugen af private og offentlige clouds, viser også, at 26 pct. af de danske virksomheder benytter fire eller flere private clouds, mens blot 14 pct. benytter fire eller flere offentlige clouds.

“IDC Nordic-analysen giver et nuanceret billede af danske virksomheders brug af public og private cloud. Virksomhederne benytter i stigende grad mange forskellige cloud-løsninger, fordi de har fået øjnene op for, at der ikke findes én cloud-løsning eller cloud-platform, der matcher deres mange forskellige behov. De placerer derfor deres applikationer, data og workloads i forskellige dedikerede clouds – herunder i stigende grad private clouds. Det ser jeg som et udtryk for, at it-afdelingerne er blevet langt mere bevidste om styrkerne og svaghederne ved de forskellige typer af cloud-løsninger. Især når der er tale om komplekse applikationer, fravælger virksomhederne i stigende grad public cloud,” udtaler Poul Kjeldgaard, der er Field CTO hos Dell Technologies i Danmark.

Virksomhederne flytter deres applikationer og data hjem

IDC-analysen kortlægger også, hvor virksomhederne placerer deres forskellige applikationer og data i dag – og hvor de forventer at placere dem inden for de næste 24 måneder. Her er konklusionen klar: Jo mere komplekse applikationerne er, desto større er chancen for, at de bliver flyttet til en privat cloud i løbet af de næste to år.

Således vil ca. halvdelen (48 pct.) af virksomhederne i fremtiden benytte private clouds til specialudviklede applikationer, hvor blot 32 pct. benytter dem i dag. Undersøgelsen viser desuden, at andelen af virksomheder, der placerer deres industrispecifikke applikationer i en privat cloud, vil stige fra 22 pct. til 28 pct.

“I Dell Technologies taler vi med mange it-afdelinger, der oplever, at det er alt for kompliceret at drive virksomhedernes avancerede og branchespecifikke applikationer i en public cloud, da applikationen skal tilpasses clouden og ikke den anden vej rundt. Endelig vurderer jeg også, at GDPR og behandling af personfølsomme oplysninger er endnu en årsag til den stigende brug af private clouds, som vi ser i analysen,” fortæller Poul Kjeldgaard.

Sikkerhed og migrering giver udfordringer

Virksomhederne er også blevet spurgt ind til, hvilke udfordringer de oplever i forbindelse med deres cloud-transformation. Ifølge analysen er sikkerhedsaspektet således den største udfordring hos de danske virksomheder (48 pct.). På andenpladsen over udfordringer ligger compliance (38 pct.), fulgt af bekymringer over ydeevnen i skyen (30 pct.) og endelig mangel på ressourcer og ekspertise (26 pct.).

I analysen fortæller deltagerne i undersøgelsen også, hvad deres største udfordringer er, når deres virksomhed skal flytte workloads til skyen. Her svarer de, at de største udfordringer er migrering af data (48 pct.), samarbejde med cloud-leverandører (26 pct.) og design af cloud-landskabet (22 pct.).

Slutteligt afdækker analysen fra IDC Nordic, hvilke bekymringer virksomhederne har, når de benytter multiclouds, private og public clouds. Igen topper sikkerhed, idet 44 pct. af respondenterne svarer, at deres største bekymring går på sikkerheden i en public cloud. Til sammenligning er 34 pct. af virksomhederne bekymrede over sikkerheden i et multicloud-miljø, mens blot 28 pct. er bekymrede over sikkerheden i en privat cloud.

“Virksomhedernes udfordringer og bekymringer går ofte hånd i hånd. Det kan nemlig koste dyrt, hvis man ikke vælger den rette løsning fra start. Sikkerhed er altid en af de største bekymringer for virksomhederne, så det kommer ikke bag på os, at området topper, når det kommer til cloud. Især inden for public cloud er det markant, da tæt på halvdelen (44 pct.) angiver sikkerhed som en bekymring. Multicloud har den fordel, at man kan tage det bedste fra public og private clouds, og designe løsningen så den passer til netop ens virksomheds behov og sikkerhedskrav. Derfor forventer vi også, at multiclouds vil blive endnu mere udbredte i fremtiden,” afslutter Poul Kjeldgaard.

- lb