Lynhurtigt bredbånd breder sig med lynets hast

Lynhurtigt bredbånd breder sig med lynets hast

Det går stærkt med udrulningen af lynhurtigt bredbånd. Det viser den seneste bredbåndskortlægning fra 2018.

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Antallet af borgere og virksomheder, som i dag har mulighed for at blive koblet op på enten 500 Mbit/s eller 1Gbit/s upload-forbindelser er fra 2017 steget med 13 procent.

Kigger man på fordelingen af adgangen til det hurtige bredbånd på kommunalt niveau, så tegner yderkommunerne sig for den største stigning. Set over perioden fra 2015 til 2018 er stigningen på 18 procent, og dermed har hele 81 procent af yderkommunernes borgere og virksomheder nu mulighed for at komme på det lynhurtige bredbånd:

- Det er helt afgørende for sammenhængskraften og væksten i yderkommunerne, at borgerne og de erhvervsdrivende kan få en ordentlig, stabil og hurtig internetforbindelse, siger teleminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Nærmer sig 100 procent
Han peger på, at det er i de tyndt befolkede områder, at udfordringen er størst, og derfor har regeringen målrettet bredbåndspuljen mod de tyndt befolkede områder.

I Danmark har nu 91 procent af alle boliger og virksomheder adgang til mindst 100 Mbit/s download og 30 Mbit/s upload. Det er to procentpoint højere end i 2017.

74 procent af alle boliger og virksomheder har adgang til mindst 500 Mbit/s download, og det er en stigning på 13 procentpoint sammenlignet med 2017, hvor 61 procent havde den mulighed.

Udrulning af fiber i eksempelvis Læsø Kommune har givet 100 procent af alle boliger og virksomheder adgang til mindst 100 Mbit/s download og 30 Mbit/s upload - en stigning på 64 procentpoint i forhold til 2017.

Største udvikling på Sjælland
På regionalt plan er den største udvikling fra 2017 til 2018 sket i Region Sjælland, hvor dækningen med adgang til 100 Mbit/s download og 30 Mbit/s upload er steget med fem procentpoint til 84 procent.

Regionerne Nordjylland, Midtjylland, Syddanmark og Hovedstaden er i samme periode steget med henholdsvis 4-, 1-, 1- og 2 procentpoint. Region Sjælland er samtidig den region med den laveste dækningsprocent.

60 procent af alle sommerhuse har adgang til mindst 100 Mbit/s download og 30 Mbit/s upload, og det er 8 procentpoint højere end i 2017.