53 mio. kr. til ansvarlig AI-forskning: Styrker Danmark i international konkurrence
Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) har netop uddelt 53,4 mio. kr. til otte nye forskningsprojekter inden for kunstig intelligens (AI). Projekterne har et særligt fokus på den ansvarlige udvikling og brug af AI, hvilket skal bidrage til at positionere Danmark stærkere i den globale konkurrence på AI-området
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
De otte projekter, der har modtaget støtte fra DFF under temaet ’Forskning i kunstig intelligens’, spænder over emner som AI i kommunal sagsbehandling og udviklingen af AI-modeller, der kan forstå kulturelle kontekster.
Et centralt element i udvælgelsen har været fokusset på etiske spørgsmål og matematiske modeller, der kan øge forståelsen for AI’s brug og anvendelse. Målet er at sikre udviklingen af forskningsbaserede løsninger, der prioriterer borgernes rettigheder, værdighed og uafhængighed. For eksempel fokuserer Anne Gerdes fra Syddansk Universitet på ansvarlig brug af kunstig intelligens i sundhedsvæsenet.
Der er også et krav om, at projekterne skal bidrage til at fastholde og tiltrække forskningstalent inden for AI, hvilket blandt andet sikres ved, at der skal indgå mindst én ph.d.-studerende eller postdoc i hvert projekt.
– I ansøgningerne har der i høj grad været fokus på forklaring af AI-modeller og ansvarlig brug af AI. Det er vi i udvalget glade for at se, for det er et vigtigt fokus, siger forperson for udvalget, Ira Assent, som er professor ved Aarhus Universitet.
– At der bliver kigget på, hvordan vi kan udvikle og bruge AI forsvarligt og sikre, at det stemmer overens med vores værdier, og at vi ikke blot overlader udviklingen af kunstig intelligens til de store techvirksomheder, fortsætter Ira Assent.
Fakta om uddelingen
Danmarks Frie Forskningsfond modtog i alt 125 ansøgninger til puljen, hvoraf 8 projekter modtog midler. Succesraten målt på antal ansøgninger er 6%.
’Forskning i kunstig intelligens’ er et af de 12 politisk fastsatte temaer, som Danmarks Frie Forskningsfond skal uddele midler til i 2025. Denne tematiske forskning fungerer som et supplement til den frie, uafhængige forskning, der er baseret på forskernes egne nysgerrighedsdrevne initiativer.