Aalborg Universitet indkøber 800 franske AI-licenser til forskere
Aalborg Universitet har som det første universitet herhjemme indgået en aftale med en europæisk AI-leverandør. Foto: Lars Horn / Baghuset

Aalborg Universitet indkøber 800 franske AI-licenser til forskere

Som det første danske universitet har Aalborg Universitet indgået aftale med franske Mistral AI for at sikre digital suverænitet

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen

Aalborg Universitet har indgået en aftale med den franske AI-leverandør Mistral AI. Universitetet har indkøbt 800 adgange til platformen Le Chat Enterprise samt API-adgang via Mistral AI Studio.

Beslutningen er truffet for at sikre forskerne adgang til avancerede sprogmodeller, mens data og beslutningskraft forbliver under europæisk lovgivning frem for hos amerikanske teknologivirksomheder.

- Meget af den forskning, vi laver i dag, bygger på at bruge førende sprogmodeller, ikke på at træne dem selv. De modeller, Mistral AI tilbyder, er mere kraftfulde end noget, vi realistisk kan sætte i drift selv, og de er europæiske, siger Roman Jurowetzki, lektor ved Aalborg Universitet og chefforsker i CAISA – Det Nationale Center for Kunstig Intelligens i Samfundet.

- Vi kunne se behovet på tværs af fagmiljøerne: sikker, europæisk adgang til state-of-the-art AI, hvor vi frigør os fra risikoen for, at vores forskning ender hos amerikanske leverandører. Det er vi stolte af at have fået igennem, siger Roman Jurowetzki.

- Vores håb er, at det her bliver begyndelsen på et tættere partnerskab mellem Aalborg Universitet og Mistral AI – et samarbejde der kan udvikle sig og styrke universitetets position inden for europæisk AI-forskning og -infrastruktur, siger Roman Jurowetzki.

Indkøbet er sket efter anbefaling fra universitetets rådgivende organ for digital forskningsunderstøttelse og er en del af strategien for ansvarlig brug af kunstig intelligens.

- Købet handler grundlæggende om at give vores forskere adgang til stærke AI-værktøjer på en ansvarlig måde. Samtidig er det vigtigt for os at støtte europæiske løsninger og tage digital suverænitet og datasikkerhed alvorligt. Det er et pragmatisk valg, som både gavner hverdagen og peger fremad, siger Thomas Bak, dekan for Det Tekniske Fakultet for IT og Design ved Aalborg Universitet.

Implementeringen af systemerne er allerede sat i gang på universitetet.

- Som forskere har vi brug for pålidelig, skalerbar adgang til stærke sprogmodeller, OCR, talegenkendelse og AI-agenter – uden at skulle være specialist i HPC-infrastruktur. Derudover er det også vigtigt, at vi oveni får Le Chat (Mistrals svar på ChatGPT, red.) til daglig brug. Der er allerede nogle på AAU, der gerne vil bruge den, netop fordi de ikke vil sende deres arbejde til amerikanske Big Tech-platforme, siger Roman Jurowetzki.