TDC Erhverv sikrer dansk infrastruktur med europæiske satellitforbindelser
TDC Erhverv integrerer som den første danske teleoperatør europæiske satellitforbindelser for at sikre kritisk kommunikation ved nedbrud på almindelige netværk
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
TDC Erhverv indgår et samarbejde med den europæiske satellitoperatør Eutelsat om at gøre satellitkommunikation tilgængelig for danske virksomheder og myndigheder. Løsningen integrerer Eutelsats satellittjenester i TDC Erhvervs eksisterende portefølje og fungerer som et direkte supplement til det traditionelle fiber- og mobilnet.
Initiativet er målrettet behovet for teknologiske alternativer i en tid præget af geopolitisk usikkerhed og cybertrusler. Løsningen henvender sig særligt til sektorer, hvor nedetid har store konsekvenser, herunder energi, transport, forsvar og det offentlige beredskab.
- Vi er blevet så afhængige af digitale forbindelser, at det ikke længere kun er et it-problem, hvis forbindelsen ryger. Hvis de normale netværk svigter, skal virksomheder, myndigheder og kritiske funktioner stadig kunne kommunikere. Her kan satellit være med til at holde forbindelsen i gang og styrke vores samlede robusthed, siger John Henriksen, CEO i TDC Erhverv.
På sigt er det planen, at parterne vil afsøge yderligere anvendelsesmuligheder for satellitteknologien på det danske marked.
- Hvis vi skal holde samfundet forbundet, kræver det i stigende grad, at forskellige teknologier spiller sammen. Eutelsats OneWeb-netværk kan sammen med fiber- og mobilnet styrke robustheden i den kritiske kommunikation. Sammen med TDC Erhverv styrker vi den danske kommunikationsinfrastruktur og bidrager til, at kritiske funktioner kan holde forbindelsen, når det virkelig gælder, siger Eva Birgitte Bisgaard, President for Connectivity, Eutelsat.