Stort forsøg beviser at mobilfri undervisning hæver karakterer
Et nyt internationalt studie med over 16.000 studerende viser, at undervisning uden adgang til mobiltelefoner forbedrer de faglige resultater markant
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
Et nyt studie fra blandt andet Københavns Universitet har undersøgt effekten af mobiltelefoner i undervisningen. Forsøget omfattede 16.683 studerende på tværs af ti videregående uddannelsesinstitutioner i Indien, hvor nogle grupper skulle aflevere deres telefoner ved undervisningens start. Resultaterne viser, at de mobilfri klasser opnåede højere gennemsnitlige karakterer end kontrolgruppen.
- Der har været en omfattende debat om mobiltelefoner i undervisningen, men den eksperimentelle evidens har været begrænset. Her kan vi for første gang vise i meget stor skala, at det faktisk gør en forskel for læringen, når telefonerne fjernes fra undervisningslokalet, siger Andreas Bjerre-Nielsen, lektor ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet.
Den største faglige forbedring skete hos de studerende, der inden forsøget havde de laveste karakterer.
- Noget af det mest interessante er, at effekten er størst blandt de studerende, der i forvejen klarer sig dårligst. Det peger på, at mobilrestriktioner ikke kun kan forbedre læringen generelt, men også potentielt kan bidrage til at mindske faglige forskelle, siger Andreas Bjerre-Nielsen.
Undersøgelsen viser desuden, at studerende blev mere positive over for mobilrestriktioner, efter at de havde afprøvet ordningen i praksis.
- Vi ser en interessant sammenhæng mellem de målbare forbedringer i karakterer og de studerendes egne holdninger. Når de oplever fordelene i praksis, bliver de også mere tilbøjelige til at støtte reglerne, siger Andreas Bjerre-Nielsen.
Studiet er netop blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science.