Tre ud af fire danskere frygter ikke AI
Viceadministrerende direktør Søren Kryhlmand, Dansk Industri. Foto: Bürojantzen

Tre ud af fire danskere frygter ikke AI

Ny undersøgelse viser, at 76 % af danskerne ikke frygter at miste deres job til AI inden for fem år

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen

En ny befolkningsundersøgelse foretaget af Epinion for Dansk Industri viser, at et stort flertal af den danske arbejdsstyrke ikke forventer, at kunstig intelligens vil erstatte deres job. Blot 7 % forventer, at teknologien overtager deres arbejde. Samtidig angiver omkring halvdelen af dem, der allerede benytter teknologien, at den gør dem hurtigere og bedre til at løse deres arbejdsopgaver.

- I betragtning af den store bekymring i debatten om kunstig intelligens er undersøgelsens resultat bemærkelsesværdigt. Det vidner om, at danskerne har tillid til, at der fortsat vil være behov for dem og deres kompetencer. Og lad mig slå det helt fast: Der er i den grad stadig brug for dygtige medarbejdere med hænderne og hovedet skruet rigtigt på i vores virksomheder, siger viceadministrerende direktør Søren Kryhlmand, Dansk Industri.

Data fra Danmarks Statistik bekræfter desuden, at virksomheder med et systematisk brug af kunstig intelligens oplever økonomisk fremgang. Siden 2021 har disse virksomheder haft en omsætningsvækst, der ligger 6,5 % over sammenlignelige virksomheder uden AI-anvendelse. Er der tale om brug af teknologien i hele forretningen, er forskellen 13,3 %. Samtidig er beskæftigelsen i disse virksomheder vokset.

- Meget af debatten om AI handler om frygten for tabte job. Men i danske virksomheder tegner der sig et mere nuanceret billede. Mange virksomheder bruger AI til at skabe nye muligheder og øge aktiviteten frem for blot at erstatte medarbejdere, siger Søren Kryhlmand.