Virksomheder tror ikke på metaverse

Virksomheder tror ikke på metaverse

Selvom virksomheder ikke er i tvivl om, hvad metaverse er, køber de ikke ind på teknologien. Det viser en ny rapport fra den internationale softwarevirksomhed Endava

Del artiklen på

Kunstig intelligens, web3 og metaverse. Nye teknologier står i kø, men det er ikke alle, der nyder lige stor troværdighed. Det er tilfældet for metaverse, der på trods af at have været på manges læber de seneste år ikke anses som en særligt gangbar teknologi blandt virksomheder.

Sådan lyder en af konklusionerne i en ny rapport fra den børsnoterede virksomhed Endava, der leverer softwareløsninger inden for blandt andet mobilitet, forsikring og betaling.

Skepsis over for metaverse

Rapporten, som bygger på svar fra knap 700 europæiske og amerikanske virksomheder på tværs af brancher som it, detail og finans, viser, at virksomheder ikke har travlt med at tage 3D-brillerne på. Godt en tredjedel (30 procent) svarer, at de ikke har nogen strategi for, hvordan metaverse kan bruges i forretningsmæssig sammenhæng.

Blandt virksomhederne uden en metaverse-strategi svarer halvdelen, at den manglende strategi skyldes, at de ser teknologien som irrelevant. Det på trods af at hele 96 procent ved, hvad teknologien går ud på.

“Virksomhedernes skepsis over for metaverse er et sundhedstegn, der viser, at de generelt er blevet mere kritiske over for nye teknologier og ikke køber ind på dem ud fra ren hype. Der skal være substans bag,” siger Philip Carl, Endavas nordiske chef og globale ansvarlige for automotive-løsninger.

Dermed dog ikke sagt, at metaverset er uanvendeligt, understreger han.

”Når virksomheder giver udtryk for, at metaverse er irrelevant for dem, siger vores erfaring, at det ofte er, fordi teknologien er misforstået. Der kan hentes store gevinster i metaverse inden for snart sagt alle brancher, blandt andet bilbranchen, ejendomsbranchen og sundhedssektoren,” siger Philip Carl.

Derudover finder rapporten, at virksomheder på tværs af industrier helst investerer i digitale værktøjer som big data, predictive analytics og AI-drevet automatisering.

- lb