Adgangskoden 'admin' topper listen: Danskerne dropper cybersikkerheden for lokal humor
Foto: ChatGPT (AI)

Adgangskoden 'admin' topper listen: Danskerne dropper cybersikkerheden for lokal humor

Simple koder, lokale indspark og sjove referencer dominerer listen over Danmarks mest brugte adgangskoder i 2025. På trods af gentagne advarsler fra sikkerhedseksperter viser en ny undersøgelse, at danskerne i stor stil ignorerer basal cybersikkerhed og foretrækker lette løsninger som "admin", "thunder" og "klovn123"

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen

Årets årlige undersøgelse af de 200 mest brugte adgangskoder, udført af NordPass i samarbejde med NordStellar, placerer "admin" som den mest almindelige adgangskode i Danmark i 2025. Dermed erstatter den sidste års mest brugte kode, "123456".

Undersøgelsen, der dækker 44 lande, viser, at danskerne holder fast i den enkle tilgang til sikkerhed. I modsætning til den globale top, hvor "123456" fortsat er den mest populære, domineres den danske top 20 af en blanding af internationale standarder og personlige, lokale indslag.

Top 20 mest almindelige adgangskoder i Danmark

1: admin

2: thunder

3: klovn123

4: 123456

5: Taarsvej12

6: vivian12

7: password

8: 12345678

9: Kattemad1

10: Abcd1234

11: Farbasse55

12: killer

13: S6rensen

14: abcd1234

15: Kusse777

16: taarsvej

17: mikkel

18: 123456789

19: hjorth

20: Nicklas1

Eksperter har gentagne gange advaret om, at simple adgangskoder er yderst nemme at gætte ved hjælp af ordbogs- eller brute force-angreb, men danskerne udviser stadig en afslappet holdning. Koder som "Kattemad1" og "Kusse777" viser ifølge forskerne en humoristisk tilgang, hvor personlige indslag ofte vægter højere end sikkerhed.

Selvom forskerne konstaterer, at danske brugere udviser mere originalitet end andre lande, er kreativiteten ikke ensbetydende med stærkere koder. Personlige referencer og velkendte mønstre kan være lige så lette at afsløre som simple talkombinationer.

Globale trends og den manglende forbedring

På verdensplan er der kun set små forbedringer i sikkerheden. Den globale top 3 domineres af talkombinationer: "123456", "admin" og "12345678".

- Generelt viser resultaterne kun små forbedringer i password-sikkerhed, på trods af alle bestræbelserne gennem årene med undervisning i cybersikkerhed og digital ansvarlighed, udtaler Karolis Arbaciauskas, produktchef hos NordPass.

Arbaciauskas påpeger, at over 80% af alle databrud skyldes kompromitterede, svage og genbrugte adgangskoder.

- Hele verden er langsomt ved at skifte til passkeys – en ny metode til at logge ind uden kodeord, der anvender biometriske oplysninger – men indtil passkeys bliver almindelige, er stærke adgangskoder stadig vigtige. De kriminelle vil optrappe angrebene så meget som muligt, indtil de støder på en forhindring, de ikke kan nedbryde, fastslår Karolis Arbaciauskas.

Digitalt indfødte med svage vaner

Undersøgelsen punkterer også myten om "den digitale indfødte" ved at vise, at unge generationer ikke automatisk har en stærk forståelse for basal sikkerhed.

- 18-åriges adgangskodevaner minder om 80-åriges. Talkombinationer såsom ”12345” og ”123456” er de mest populære i alle aldersgrupper, forklarer Karolis Arbaciauskas.

Den største forskel er, at ældre generationer har større tilbøjelighed til at bruge navne i deres adgangskoder. Generation Z og Y foretrækker i stedet kombinationer som ”skibidi”.

Gode råd til en stærkere digital sikkerhed

Ifølge Karolis Arbaciauskas kan enkle grundregler forbedre den digitale sikkerhed betydeligt:

- Lav stærke vilkårlige adgangskoder eller passphrases. Adgangskoder bør være på mindst 20 tegn og bestå af en tilfældig kombination af tal, bogstaver og specialtegn.

* Genbrug aldrig adgangskoder. Hver konto skal have et unikt kodeord.

* Brug en passwordmanager. Den kan hjælpe med at oprette, gemme, gennemgå og administrere alle dine adgangskoder sikkert.

* Aktivér multifaktor-godkendelse (MFA). Det tilføjer et ekstra lag af sikkerhed.

Kilde: NordPass og NordStellar i samarbejde med uafhængige forskere. Data indsamlet fra september 2024 til september 2025.