Falske betting-apps rammer VM efter måneders forberedelse
Illustration: Gemini (AI)

Falske betting-apps rammer VM efter måneders forberedelse

Cyberkriminelle har i månedsvis opbygget falske betting-sider for at svindle fodboldfans under det igangværende verdensmesterskab. Danskerne er også udsatte

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen

En analyse fra Check Point Software Technologies viser, at cyberkriminelle har brugt adskillige måneder på at forberede svindelkampagner frem mod det igangværende verdensmesterskab i fodbold. Kampagnerne bruger falske betting-apps og hjemmesider til at lokke brugere over på platforme, der efterligner legitime tjenester.

Spillemyndighedens undersøgelse fra 2024 viser, at 8,7% af danskerne over 15 år spillede på sport og andre begivenheder inden for det foregående år. Det svarer til omkring 430.000 personer og gør de falske platforme til en relevant trussel i Danmark.

Ifølge Check Point er der registreret 60 gange flere tilfælde af app-efterligninger sammenlignet med samme periode sidste år. Virksomheden har blandt andet identificeret over 35 falske apps på Google Play.

- Det mest opsigtsvækkende er ikke nødvendigvis antallet af falske apps, men hvor længe de kriminelle har forberedt sig. Hvor svindelkampagner tidligere ofte opstod, når en begivenhed var i gang, kan vi nu se, at store dele af infrastrukturen blev etableret flere måneder før VM. Det understreger, hvor målrettet cyberkriminelle arbejder for at ramme fansene på det tidspunkt, hvor interessen for fodbold er enorm og mange derfor engagerer sig i betting og online spil, udtaler Balder Borup, Security Engineer Team Leader hos Check Point Software Technologies i Danmark.

En analyse af 758 domæner viser, at 34% af disse blev registreret allerede i marts og april. Svindlerne benytter desuden beskedtjenester som Telegram til at distribuere spilforslag og bonusordninger.

- Store sportsbegivenheder er attraktive mål for cyberkriminelle, fordi millioner af mennesker samles om de samme platforme og træffer hurtige beslutninger på samme tid. Når spændingen stiger, og fans er følelsesmæssigt investerede i kampene, er mange mindre tilbøjelige til at stoppe op og tjekke en ekstra gang, om et tilbud, en app eller en hjemmeside er ægte, men kigger i stedet efter de højeste odds. Det giver cyberkriminelle en unik mulighed for at udnytte tilliden til kendte brands og ramme mange brugere på én gang, siger Balder Borup.